Glen Riddersholm er stærkt utilfreds med sin offensiv, der løb rundt som en flok tandløse ulve i 0-2-nederlaget til AaB.

To gange i foråret tabte FC Midtjylland til de offensivt stærke nordjyder, hvorfor Glen Riddersholm havde fokuseret ekstra på defensiven til lørdagens kamp mod AaB. Men planen mislykkedes fælt.

- Vi havde forsøgt at læse op på lektierne, men jeg havde ikke forudset, at den offensiv som var så god mod Brøndby var så impotent, som den var i dag, siger Glen Riddersholm til Canal9.

FC Midtjylland sendte tre gange bolden i nettet i premieren mod Brøndby, men mod AaB lykkedes hverken Morten Duncan Rasmussen, Rilwan Hassan eller Pione Sisto med deres offensive aktioner.

- Offensivt spiller vi på et niveau, hvor vi ikke kunne forvente at få mere end højest et enkelt point med, siger Riddersholm.

Da først Anders K. Jacobsen og senere hjemvendte Nicklas Helenius tegnede sig for en scoring endte det dog med et rundt nul på den midtjyske pointkonto.

Glen Riddersholm erklærede sig samtidig uenig i det straffespark, som Anders K. Jacobsen blev tildelt efter en nærkamp med Francis Dickoh. På tv-billederne var de da også svært at se, at der skulle være kontakt.

Næste opgave for FC Midtjylland bliver hjemmekampen mod Randers næste mandag.