Daniel Amartey fik direkte rødt kort, mens Pelle Nilsson måtte udgå med en skade, da FCK havde brugt deres tre udskiftninger. Mange ville nok være tilfredse med et 1-1-resultat ni mod elleve, men ikke Ståle Solbakken.

»Vi var bedst med 10 mand og farligst med ni mand, så jeg føler, at vi taber to point i stedet for at vinde et point,« sagde Ståle Solbakken til Canal 9 efter kampen.

Mathias Zanka stod solidt i FCKs bagerste kæde, og han mente også, at hjemmeholdet spillede bedst, selv om de var to mand færre på banen.

»Vi er klart det bedste hold i dag, og vi har chancerne til at score til allersidst, og det ville ikke have været ufortjent,« sagde Mathias Zanka til Canal 9, og fortsatte:

»Vi spillede også mod dem i sidste sæson, hvor vi fik en tidlig udvisning, og der kunne de ikke score. Det gør de i dag, og de har et par chancer, som man kan forvente, men det er ikke fordi de bombarderer os på nogen måde.«

FCK har trods søndagens uafgjorte resultat fået en solid start på Superligaen med syv point efter tre kampe. FC Nordsjælland er derimod placeret nær Superligaens bund med fire point efter fire kampe.