Det har ikke været en ubetinget succes for FC København at hente belgieren Steve De Ridder til klubben. Kun et enkelt mål har den 28-årige angriber lavet i den sæson, han har været i klubben. Og i mandagens Superliga-kamp mod OB brændte Steve De Ridder en mega-chance igen.

Efter kampen var FCK-træner Ståle Solbakken da heller ikke tilfreds med Steve De Ridder.

»Vi har talt om, at han skal blive bedre til at score mål. At han skal lade være med at tænke så meget over chancerne, når han får dem, men spille mere på instinktet. Nu er der dog kun to kampe tilbage i denne sæson, og han bliver ikke topscorer i Superligaen. Så nu må han bare arbejde hårdt i de to kampe,« sagde Ståle Solbakken til Canal 9 efter kampen, som FCK vandt 1-0 på et mål af Brandur Olsen.

»Vi har ligaens bedste defensiv, men vi scorer for få mål. Også i dag har vi chancen til at lave både to og tre mål, men det får vi ikke gjort,« sagde FCK-træneren, der også har titel af manager i hovedstads-klubben og derfor kan gøre noget ved problemet ved hjælp af køb og salg af spillere.

»Vi har for få spillere, der bidrager med at score mål, og derfor er det oplagt at hente et par stykker i sommerpausen,« sagde Ståle Solbakken, og derfor kan Steve De Ridder forvente skærpet konkurrence i den kommende sæson.