Mandag var første arbejdsdag for FCKs nye stjerneangriber Federico Santander, og han kommer allerede i kamp onsdag, når FCK ude møder tjekkiske Jablonec på udebane i Europa League-kvalifikationen.

Flere journalister havde tage turen til FCKs træningsanlæg mandag for at se nærmere på den nyeste tilføjelse til københavnernes trup, Federico Santander.

Den 25-årige angriber fra Paraguay er handlet dyrt ind hos Guarani, og forventningerne er store. Mandag faldt alt papirarbejde på plads med arbejds- og opholdstilladelse.

Trods det store pres, der hviler på Santander, tager han det hele med ro.



»Jeg er meget stolt og glad for at være i en stor klub som FCK. Jeg vil bare kæmpe og arbejde for holdet.«

Tænker du over det store prisskilt?

»Nej. Jeg kender Europa, for jeg har allerede været i Frankrig. Det her er min anden chance, og den vil jeg gribe, for det er en stor mulighed, som jeg har fået igen.«

Og chancen kan han allerede gribe, når FCK møder Jablonec onsdag. Det fortæller FCK-træner Ståle Solbakken.

»Han er i truppen allerede på onsdag, og jeg er helt sikker på, at du får lov at se ham på banen. Om det er fra start, eller om han kommer ind, ved jeg ikke,« siger Solbakken, der drager paralleller til den tidligere argentinske målstyv Hernan Crespo, der i mange sæsoner scorede mål på samlebånd for store klubber som Parma, Milan, Lazio, Inter og Chelsea.



»Jeg synes, at hans bevægelsesmønstre og krop er lidt lig Crespo - uden at jeg skal lægge pres på ham. Men hans krop er lidt som Crespos. Han er fysisk stærk, og så går han også ind i duellerne. Der kan jo ske det, at han sparker de første fire bolde på stolpen, og så kommer presset jo. Det må han leve med,« siger Solbakken der kan forstå, hvis Santander er lidt rundt på gulvet efter første skoledag.

»Det var lidt specielt for ham i dag (mandag, red.). Her har været en del journalister og fans, og så er der holdkammeraterne, som ikke kender ham. De blev også ude på træningsbanen for at se, om han sparkede boldene ind. Det er en svær første dag.«