Det var svært ikke at tolke Dame N'Doyes Instagram-opslag som en kritik af sin nu tidligere arbejdsgiver, FC København.

Senegaleseren fik ikke forlænget sin kontrakt med FC København, og den 35-årige angriber indikerede, at klubbens kontrakttilbud var i den meget lave ende.

'I spørger alle sammen, hvorfor jeg forlod klubben. Jeg forlod den ikke, men tilbuddet betød, at jeg måtte stoppe, men sådan er det. Jeg tilgiver hver og én, og jeg ønsker FCK held og lykke,' skrev Dame N'Doye blandt andet.

Instagram-opslaget har FCK-træner Ståle Solbakken ikke selv set. Men han har fået det forklaret, og han har konfronteret Dame N'Doye med det. Det fortæller nordmanden til Eurosport.

Dame N'Doye i samtale med Jens Stage efter sin sidste kamp i FCK-trøjen.
Dame N'Doye i samtale med Jens Stage efter sin sidste kamp i FCK-trøjen. Foto: Lars Møller
Vis mere

»Jeg har fortalt ham, at det var tankeløst. Han svarede nogle på Instagram, som mente, det var et spørgsmål om penge,« siger Ståle Solbakken. Se interviewet med Ståle Solbakken øverst i artiklen.

Manageren slår dog fast, at han har talt flere gange med Dame N'Doye i de sidste par dage, og han mener ikke, at de to har et problem med hinanden. Han slår dog fast, at han på ingen måde ligger søvnløs over, at de to parter ikke har kunnet finde hinanden i kontraktforhandlingerne.

»Vi er alle i vores følelsers vold nogle gange, og jeg har ikke et ondt ord at sige om ham. Men jeg har heller ikke nogle mørke følelser, der giver mig en flig af dårlig samvittighed, for vi har gjort det, vi mener er rigtigt for klubben. Vi har givet et fair tilbud, som vi selvfølgelig altid prøver at give.«

»Vi havde en åben dialog om, at han meget gerne skulle spille de to kampe her eller lave en 12 måneders kontrakt. Hvis vi ikke kunne lave den 12 måneders kontrakt, var mit stærke argument over for ham, at han skulle hjælpe klubben i de kampe. Hvis vi slår Istanbul... Hvis han fortsætte med at spille, så var det Tyrkiet, han kom fra. Hvis du spiller en rigtig god kamp mod det bedste tyrkiske hold, gør det dig attraktiv. Slår vi dem ud, skal vi møde Manchester United, og kører du Harry Maguire ud over sidelinjen, så åbner der sig måske andre store markeder,« siger Ståle Solbakken.