Fodboldsæsonen går ind i den fase, hvor trafikken af scouter og sportschefer på spiller-kig tykner.

Sommerens transfervindue er ikke langt væk, og det er nu, mulige emner skal besigtiges, før der tages beslutninger om eventuelle køb.

En af de spillere, som utålmodigt ventes tilbage på banen, er FC Midtjyllands Pione Sisto. Kantspilleren er skadet, men vurderes at komme tilbage på banen i aktion i løbet af april.

BT erfarer, at ingen ringere end stenrige Manchester City har Pione Sisto på blokken som en spiller, der skal vurderes.

Hvis det bliver til mere end en vurdering, vil det i givet fald være et spillerindkøb som en langsigtet investering og med en udlejning til en anden klub, hvor danskeren kan ’modnes’ spillemæssigt.

Hvis englænderne vælger at gøre alvor af interessen, bliver det i hård kamp med en portugisisk bejler.

Som Ekstra Bladet tidligere har skrevet, har Porto fået afvist et bud på den talentfulde Sisto, men portugiserne ventes at gøre et nyt forsøg på at lande ham.

FC Porto har netop solgt den brasilianske landsholdsspiller Danilo til Real Madrid for 235 millioner kroner og har derfor ikke just tomme lommer.