Stephan Andersen vil søndag for første gang som FCK-målmand stå over for sin gamle klub Brøndby, når der er københavnerderby i Telia Parken. 

Keeperen vil med garanti få en varm modtagelse, men inden opgøret betoner Stephan Andersen, at det er en kamp som alle andre.

- Det er ikke noget, jeg tænker specielt over. Det er en kamp, vi skal ind og vinde, siger han.

Brøndby har for længst meddelt, at udebaneafsnittet i den ene endetribune er udsolgt, men selv om Stephan Andersen vil stå tæt på udeholdets fans i 45 minutter, mener han ikke, at han vil blive påvirket. 

- Det bliver vel lige som alle de andre kampe, som jeg har stået nede i den ende. Måske bare med lidt mere råben og skrigen. Nej, det ved jeg ikke. Jeg har fokus på det nede på banen. Og heldigvis har jeg ryggen til, så det er det, jeg har fokus på. 

- Hvis jeg står og spekulerer på, hvad der sker bag mig i denne her verden, så har jeg ikke fokus på det, som sker foran mig, og så ligger den pludselig i kassen. Så det er jeg nødt til.        

- Det siger sig selv, at det er en stor kamp, hvor der formentlig vil komme flere mennesker, end der vil komme normalt. Så er det altid lidt sjovere at spille, når der er gang i den, tilføjer Stephan Andersen.

Begge klubber ligger midt i Superligaen, og Stephan Andersen mener kun, at man kan leve med en sejr i FCK. 

- Det er en sekspointskamp. Der er et krav, og det er en sejr, for ellers ser det rigtig skidt ud. 

Stephan Andersen var i Brøndby fra 2007 til 2011.