Hvad skal der ske med Lyngby Boldklub?

Det spørgsmål er igen blevet aktuelt, efter det onsdag eftermiddag blev meldt ud, at selskabet bag Lyngby Boldklub, Hellerup Finans, forventer at sælge alle aktieposter i koncernen inden for 3-12 måneder. Dermed er den storkøbenhavnske Superliga-klub inden for en begrænset tidshorisont tvunget til at finde en ny ejer med kapital for at kunne fortsætte driften.

Indtil videre peger pilen mod en udenlandsk investor/investorgruppe, men fortsat er usikkerheden om klubbens fremtid stor. Det får dog ikke to af klubbens profiler til at ryste på hånden. Uroen i kulissen får ingen konsekvenser på banen, lyder det.

»Det er ikke noget, vi mærker til overhovedet. Det eneste er, når vi skal kommentere på det til pressen. Nu kommer jeg selv fra Brøndby, hvor jeg var vant til larm i kulissen, så på den måde synes jeg overhovedet ikke, det er slemt,« siger midtbane-profilen Martin Ørnskov, der har fuld fokus på at fortsætte klubbens sportslige optur. Og måske derigennem gøre arbejdet på kontorgangen lettere.

»Vi skal sørge for at gøre det så godt som muligt på banen. Så kan det være, at Hellerup Finans har bedre mulighed for at få solgt, så vi kan få en eller flere nye gode investorer ind. Men det er ikke noget, vi overhovedet skal forholde os til i dagligdagen. Vi har noget andet, vi skal forholde os til, så det er ikke rigtig noget, der fylder hverken for mig eller nogle af de andre.«

Men kan det ikke give lidt uro, at man ikke ved, hvad der sker med ens klub?

»Jeg kan sige så meget, at der i hvert fald ikke er noget uro endnu. Lige nu føler jeg lidt, det vil være som at være bange for at blive kørt ned på vejen. Det er hypotetisk. Jeg medgiver, at hvis man ikke vidste, om der var en klub i morgen, så ville det selvfølgelig fylde meget. Men lige nu er det hypotetisk og slet ikke noget, der fylder.

Så man skal ikke frygte, at den her uro uden for kan betyde noget for præstationerne på banen.

»Nej, slet ikke. Det vil være en dårlig undskyldning,« siger Martin Ørnskov.

Heller ikke hos venstrebacken Michael Lumb er arbejdsgiverens uafklarede fremtid noget, der giver anledning til rysteture.

»Det er ikke noget, vi har talt om i truppen overhovedet. Vi skal bare koncentrere os om fodbolden, og det synes jeg også, vi gør. Så må vi gå ud fra, at andre har styr på alt det udenom,« siger han og forholder sig til, at ledelsen i Lyngby i det daglige ikke virker til at være grebet af panik.

»Det er noget, de må ligge og slås med på direktørgangen. Det virker som om, de tager det meget roligt deroppe, og så længe de gør det, kan vi heller ikke rigtig gøre andet,« siger Michael Lumb, der som spiller i FC Vestsjælland var med til at opleve starten på den deroute, der endte med en konkurs.

»Jeg synes, det er noget helt andet på nuværende tidspunkt i Lyngby. Jeg synes ikke rigtig, der er grund til bekymring endnu.«