Superligaens efterårssæson blev mandag aften afsluttet med et vaskeægte bundbrag mellem Viborg og OB. Netop OBs store nedtur har været et blandt mange temaer i den Superliga, som BT elsker at følge, og som altid er garant for drama og overraskelser. Her har vi udpeget 11 historier, som vi vil huske Superliga-efteråret 2016 for.

Pourié som historiens bedste

Foto: Henning Bagger
Vis mere

”Jeg mener, ærlig talt … Jeg var topscorer og den bedste spiller, Silkeborg nogensinde har haft. De har aldrig haft nogen så god som mig. De burde stadig prise sig lykkelige over at have haft mig, og at jeg reddede dem tidligere.”

Sådan lød det fra Randers-angriber Marvin Pourié i et oktober-interview til BT. Udmeldingen blev mødt med hovedrysten fra Silkeborg-koryfæer, men markerede endnu en gang den tyske angriber som en af Superligaens mest farverige skikkelser. Rent sportsligt har Randers-angriberen haft et fint efterår. Han startede på bænken, men spillede sig undervejs i startopstillingen efter flere mål og assists.

FCKs altoverskyggende dominans

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ingen over og ingen ved siden af. FC København har været helt suveræne i Superligaen. 16 sejre, fem uafgjorte og ikke et eneste nederlag.  Det rækker til en helt urørlig plads i toppen af ligaen med 11 point margin ned til rivalen Brøndby på andenpladsen. Anført af en suveræn defensiv, der kun har lukket otte mål ind i sæsonen, har københavnerne sat Superliga-rekord med 22 kampe i streg uden nederlag på trods af, at mestrene også har brugt mange kræfter i Champions League. Det ligner et stensikkert forsvar af DM-guldet.

Delaneys farvel

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Thomas Delaney har været en maskine i sin sidste halvsæson på FC Københavns midtbane. Kaptajnen har dirigeret sine tropper og suppleret med fight og målfarlighed, hvilket gav ham en fortjent kåring som efterårets profil i Superligaen. Kåret af Superligaens trænere. Nu går turen til tyske Werder Bremen efter i alt 246 førsteholdskampe for FC København. Den mest rørende afsked fik FCK-anføreren efter opgøret mod Randers d. 3. december. Her blev han hyldet af både spillere af fans, hvilket fik tårerne til at trille.

Brøndbys tyske forvandling

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Brøndby er tilbage som tophold i Superligaen, og det kan de i høj grad takke tysk power og disciplin for. Alexander Zorniger ankom i sommer med pisken i hånden og implementerede flere træningspas og fokus på presspil. Unge spillere som Andrew Hjulsager, Svenn Crone, Christian Nørgaard og ikke mindst lejesvenden Hany Mukhtar har fået nøgleroller, og sammen med flittigt scorende Teemu Pukki og Kamil Wilczek har de skabt et stærkt Brøndby-mandskab, der bare ser ud til at blive bedre og bedre. Med 14 ligascoringer i 21 kampe går Teemu Pukki til vinterpause som topscorer foran FCNs åbenbaring Marcus Ingvartsen.

Assistentens sviner

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det hører til sjældenhederne, at trænerkolleger kritiserer hinanden. Derfor var det også spektakulært, da Randers’ assistenttræner Thomas Thomasberg efter opgøret mod FC København gik til tasterne og leverede en decideret sviner af FCK-manager Ståle Solbakken og forsvarsspilleren Mathias ’Zanka’ Jørgensen, som han mente havde opført sig arrogant og uden klasse. Blandt andet beskyldte han ’Zanka’ for at have kaldt ham ’brilleabe’. Omvendt mente FCK’erne, at Thomas Thomasberg havde skabt sig alt for voldsomt på sidelinjen under kampen. Det endte med en diskussion om FC Københavns arrogance i Superligaen, som anfører Thomas Delaney formulerede som ’en positiv arrogance’.

Succestrænerens afsked

Foto: Claus Fisker
Vis mere

De fleste rystede på hovedet, da Sønderjyske for halvanden sæson siden ansatte den ukendte Jakob Michelsen som erstatning for afgående cheftræner, Lars Søndergaard. Men lynhurtigt slog Michelsen sit navn fast som Superligaens ’Mini Mourinho’, og uden at ryste på hånden førte han sønderjyderne til DM-sølvmedaljer. Og i sommer var han halvandet minut fra sensationelt at kvalificere Sønderjyske til Europa League-gruppespillet. Den slags vækker genlyd i udlandet – og den svenske storklub Hammarby sikrede sig sidst i november sønderjydens eftertragtede underskrift.

Oprykkernes optur

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det var ventet, at begge hold skulle være Superligaens prügelknaber, men oprykkerne AC Horsens og Lyngby har i den grad taget r..en på de etablerede superliga-klubber og ligger begge lunt i svinget til en plads i medaljeslutspillet. Især Lyngby har under David Nielsens ledelse haft et imponerende efterår og har - trods et minimalt budget og masser af uro på ledelsesgangen – været sæsonens helt store overraskelse.

Traditionsklubbernes kriser

Kent Nielsen har haft meget at ærgre sig over.
Kent Nielsen har haft meget at ærgre sig over. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Mens oprykkerne bankede point ind på kontoen, stod traditionsklubberne OB, AGF og Esbjerg nærmest stille i Superligaen. Især OB skuffede, for det var ventet, at fynboerne efter flere års dvale igen skulle være en del af ligaens bedste halvdel. Men det ene nederlag efter det andet er tikket ind, og ’medaljer’ er i dag en by i Rusland for Kent Nielsen & co. Det samme gør sig gældende for AGF, der igen igen ikke har kunnet leve op til omgivelsernes store forventninger.

Todds fyring

Foto: Claus Fisker
Vis mere

Den engelske gentleman Colin Todd blev hentet ind som frelser på den jyske vestkyst. Men forarbejdet var ikke gjort godt nok i Esbjerg, og træneren og ledelsen fandt aldrig melodien. Colin Todd blev ved med at kritisere spillermaterialet – og bedst som britens koncept var ved at trænge ind hos Esbjerg-mandskabet, blev den tidligere engelske landsholdsspiller fyret og erstattet med klubmanden Lars ’Lungi’ Sørensen. Mon ikke, at det var sidste gang, vi så Todd i Superligaen?

Superstjernens ankomst

Foto: Henning Bagger
Vis mere

Havde du for 10 år siden forudsagt, at den hollandske verdensstjerne Rafael van der Vaart ville bosætte sig i Esbjerg og spille Superliga i FC Midtjylland, var du nok blevet akut indskrevet på den nærmeste tosseanstalt. Men hvor sindssygt det end lyder, skete det faktisk i sommer. Den 10. august blev den tidligere Real Madrid-stjerne den 10. august præsenteret på MCH Arena – i øvrigt flankeret af en storsmilende sportsdirektør Claus Steinlein, der nok også skyldte en gavekurv til en vis blond hollandsk håndboldspiller.

Ny struktur og tilskuerkrise

Søndag d. 4. december 2016. Alka Superliga på Right To Dream Park i Farum. FC Nordsjælland vs. OB. Tomme tilskuerpladser på Right To Dream Park. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2016)
Søndag d. 4. december 2016. Alka Superliga på Right To Dream Park i Farum. FC Nordsjælland vs. OB. Tomme tilskuerpladser på Right To Dream Park. (Foto: Anders Kjærbye/Scanpix 2016) Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Det er år ét med den Superliga-struktur, der medfører, at ligaen knækker over efter den 26. spillerunde. De seks øverste kæmper herefter om medaljer, mens resten kæmper om overlevelse og sekundære placeringer. Og nye den struktur mistænkes for at være årsagen til den tilskuerflugt, Superligaen har oplevet det seneste halve år. Der har nemlig – trods mildt november- og december-vejr - været usædvanligt mange tomme sæder på de danske stadioner.