Martin Albrechtsen var helt ude af truppen til kampen mod Silkeborg. I stedet spillede den defensive midtbanespiller Martin Ørnskov i midterforsvaret i Brøndbys 2-0-sejr.

Martin Ørnskov udgjorde halvdelen af midterforsvaret i testkampen mod Liverpool, og i hjemmekampen i Superligaen mod Silkeborg fik han på ny chancen i bagkæden. Noget, som cheftræner Thomas Frank spekulerede i allerede i sidste sæson.

- Martin Ørnskov er god til at spille bolden frem i banen, og det kan give os noget ro i opspillet. Det giver måske også lidt mere hurtighed i den sidste aflevering, men så har Martin Albrechtsen nogle andre fantastiske kvaliteter. Han er god i duelspillet og dygtig til at forsvare sig i feltet, og det kan vi få glæde af på torsdag mod Club Brügge, sagde Thomas Frank til TV3 Sport 1.

Netop Club Brügge er modstanderen i Brøndbys kvalifikationskamp til Europa League. Thomas Frank ville allerhelst bruge tiden efter kampen på at evaluere på mødet med Silkeborg, men han ville trods alt godt fortælle om sit syn på Club Brügge, der blev nummer to efter Standard Liege i sidste sæson i Belgien.

- Det er et virkelig godt hold med meget europæisk erfaring. Vi stillede med Ørnskov i midterforsvaret i dag, fordi vi regnede med at dominere kampen, men det får vi nok sværere ved mod Club Brügge, sagde Thomas Frank til TV3 Sport 1.