Hobro har tirsdag suspenderet cheftræner Jonas Dal. Dermed er det tidligere træner i Skovbakken og Aarhus Fremad, Michael Kryger, der skal stå i spidsen for Hobro, når de fredag møder AGF.

Flere kilder i Hobro bekræfter over for BT, at Jonas Dal ikke længere er træner i klubben, der er isoleret på sidstepladsen i ligaen. Spillerne fik tirsdag eftermiddag beskeden på et hasteindkaldt møde.

Jonas Dal er 'fritstillet', men han får stadig løn af klubben.

Hobro har fortsat ikke meldt noget officielt ud - men BT erfarer, at det bliver de to assistenttrænere Lars Justesen og Michael Kryger, der i første omgang overtager cheftræner-ansvaret. De får hjælp af talentchef Peter Thomsen.

Michael Kryger kom til Hobro som assistenstræner sidste år fra Randers FC, hvor han var ligatræner for klubbens U19-hold. Han har gennemført A-træneruddannelsen og har før tiden i Randers FC været andetholdstræner i både Aarhus Fremad (Danmarksserien) og cheftræner i Lystrup IF (Serie I), ligesom han er tidligere ungdomstræner i Skovbakken.

Hobro har været stærkt forfulgt af uheld i sæsonens første tredjedel, hvor manglende spillertilladelser og uheldige dommervurderinger har kostet flere point.

Med Dals suspendering virker det oplagt, at Esbjerg vil forsøge at købe træneren fri af Hobro - og det er også en løsning, der ifølge BTs oplysninger arbejdes på. Det vil Esbjerg-direktør Søren Poulsen dog hverken af- eller bekræfte.

»Det har jeg absolut ingen kommentarer til,« siger Søren Poulsen