Brøndbys nye sportsdirektør, Troels Bech, maner til besindighed efter Brøndbys 2-1-udebanenederlag til AGF. Han lover ingen nye profiler til de hungrende Brøndby-fans.

»Det var selvfølgelig ikke den start, vi havde ønsket os. Hvis man skal have en god start, så hjælper det selvfølgelig at vinde den første kamp, men der skal flere kampe til, før starten er defineret. Det var ikke, hvad vi havde ønsket os, men vi har et tæt program med kamp allerede på torsdag i Europa League, og det er væsentligt, at vi går videre der,« sagde Troels Bech til TV3+ efter kampen.

Men nederlaget betyder ikke, at der går panik på direktionsgangene. Så Brøndbys fans skal ikke forvente, at der kommer store profiler til holdet på nuværende tidspunkt.

»Ví kunne godt ønske os nogle flere spillere til bredden, men det er et spørgsmål om kvalitet og pris. Vi er nødt til at tage hensyn til, at vi har nogle økonomiske mål, vi skal jagte. Det er ikke lige nu, at vi tænker, at vi hiver den næste store profil ind på vores hold,« siger Troels Bech.

Heller ikke Thomas Frank regner med, at der kommer markante forstærkninger i den nærmeste fremtid.

»Oftest er det sådan, at en træner gerne vil have nogen, men vi er tilfredse med det, vi har,« sagde Brøndbys træner til TV3+.