OBs cheftræner, Troels Bech, havde svært ved at finde en passende grimasse, da han efter fynboernes chokerende 0-1-pokalnederlag til Brønshøj onsdag aften blev spurgt til, hvilke følelser han umiddelbart stod med.

- Er det sådan et Alt for Damerne-format, vi er ude i? Jeg er en hel del skuffet og en smule forundret. Og så er jeg meget, meget ivrig efter at få rusket op i det, vi så i dag. Det var et resultatmæssigt lavpunkt. Der var ikke noget glid i spillet, og jeg kunne også ret hurtigt se, at man begyndte at spille med en bekymring for, hvad der kunne gå galt, sagde Bech til TV3 Sport og fortsatte.

- Men det er pokalturneringens vilkår, og det er også derfor, at vi gerne vil have den - så nogle favorithold kan få røven på komedie rundt omkring. Men det var bestemt ikke planen, at det var os, der skulle have det i dag.

Nederlaget til Brønshøj var kulminationen på en helt igennem forfærdelig fynsk start på sæsonen. Det er således kun blevet til seks point i de første otte Superliga-kampe, og nu er drømmen om en pokal-triumf også smuldret.

Og spørgsmålet er, hvor stort presset på Bech efterhånden er.

- Det er jeg ikke i stand til at svare på. Jeg mærker et pres for at præstere bedre, og det er da bestemt blevet større efter en kamp som i dag. Vi har brug for sejre for at kunne samle det mandskab, som vi har fået samlet i sommer, lød det afsluttende fra OB-træneren.