Viborg var tossede i Parken, da oprykkeren følte sig bortdømt i to afgørende situationer mod FCK og tabte søndag aften.

FC København vandt uden at imponere hjemme mod Viborg i Parken, hvor spillet ikke flød, men hvor tre påkrævede point kom i hus.

Men det var ikke kun FCK, der ikke imponerede. Det samme gjaldt kampens dommer Kenn Hansen. Han kostede Viborg nederlaget, mente udeholdet.

Det er nemt at skyde skylden på dommeren, når man taber en fodboldkamp. Sådan er det på alle niveauer, men søndag var der nok noget om snakken.

I hvert fald var Viborg rasende på dommertrioen efter nederlaget, hvor Youssef Toutouhs mål ifølge dem burde have været annulleret. Og for at gøre ondt værre mente jyderne også, at målscoreren burde have været udvist allerede i første halvleg.

»Vi blev snydt«, konstaterede Viborgs cheftræner Johnny Mølby.

»Scoringen så meget kontroversiel ud fra min side. I min verden lå fodbolden ikke stille i situationen. Jeg er 100 procent sikker, og det er ærgerligt. Men det er den der sang med, at den får man bare ikke i Parken. Jeg har også prøvet det mange gange med Horsens at tabe på nogle kontroversielle situationer,« sagde han.

Bolden lå da heller ikke stille, men hoppede, da Thomas Delaney satte den i gang efter et frispark. Ifølge fodboldloven skal bolden ellers ligge helt stille, før spillet må genoptages, men det gjorde den ikke.

Dommer Kenn Hansen havde ingen kommentarer til situationen efter kampen, men FCKs cheftræner Ståle Solbakken gav Viborg ret i, at de blev snydt.

Men Youssef Toutouh skulle aldrig have haft chancen for at score. I første halvleg sparkede han ud efter Viborgs Ante Rukavina, uden at det fik konsekvenser. Men den var til rødt kort, mente de i Viborgs omklædningsrum.

Det fortalte midtbanespilleren Sebastian Andersen.

»Jeg kender Youssef fra vores tid i Esbjerg, og han har temperament, den kære dreng. Det virker som om, at han ikke får sat sit spil i starten, og han bliver frustreret, da han får pillet bolden fra sig. Så sparker han ud efter en af vores spillere,« sagde han og tilføjede:

»Det var noget, som godt kunne takseres til et rødt kort.«

Youssef Toutouh selv var ikke enig i, at han skulle have været vist ud.

»Det var ikke min hensigt at sparke. Jeg blev trådt over mine tæer, og min første reaktion var, at han skulle væk med sin fod. Det kan godt være, at det lignede noget, men heldigvis blev jeg ikke sendt ud,« sagde han.

FCK-træner Ståle Solbakken afslørede dog, at han havde skældt Toutouh ud for udåden i pausen.

»Han kunne sagtens være blevet vist ud. Som jeg sagde til ham i pausen, så var det torskedumt at give dommeren chancen for at gøre det, for dommeren kunne have læst situationen sådan som Viborg-spillerne,« fastslog nordmanden.