Aldrig tidligere er der scoret så mange mål i en første halvleg i Superligaen, som i kampen mellem FC Midtjylland og Lyngby

Hvilket drama.

Alt lignede "en dag på kontoret", da FC Midtjylland helt planmæssigt bragte sig foran 1-0 hjemme mod Lyngby ved Mikkel Thygesen.

Men hurtigt tog kampen en vild og vanvittig drejning.

Dommer Michael Tykgaard så fejlagtigt FCMs Jesper Juelsgaard stoppe bolden med armen i målet (det var med skulderen/brystet vistet de langsomme gengivelser på TV) og dømte straffespark samt udvisning af FCMeren.

Kim Aabech udlignede, og kort efter stod det pludselig 3-1 til Lyngby.

Men i slutfasen af  halvlegen var der så udsalg i den anden ende af banen, og så kom FC Midtjylland i undertal på 3-3 ved scoringer af Mikkel Thygesen og Kent Fagerberg.

Blot for et øjeblik efter at se Lyngbys Peter Madsen - ham de ikke kunne bruge i Brøndby - score sit andet mål i kampen og bringe Lyngby foran 4-3 ved pausen.

Aldrig tidligere er der scoret så mange mål i en første halvleg i Superligaen. Men da landets bedste række "bare" hed 1. division, var Lyngby involveret i en lignende målfest.

I 1993 vandt Lyngby således i Aarhus over AGF med 7-3. Dengang første Lyngby 5-2 ved pausen.

Anden halvleg udviklede sig mere traditionelt, men alligevel blev det til masser af chancer og ydeligere scoringer i den særdeles afvekslende og underholdende Superligakamp.

Med godt ti minutter tilbage på uret udlignede Kristian Bak Nielsen til 4-4. Og derved blev det efter en halvleg, hvor Lyngby bestemt havde muligheden for at lukke kampen. Men hvor FC Midtjyland absolut også kunne være gået fra banen som vinder trods ti mand mod 11.