Udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, burde ikke få lov til at genopstille til Folketinget.

Sådan lyder det nu fra den tidligere Brøndby- og FCK-spiller Kamil Wilczek.

Årsagen til Wilczeks angreb er en snart to år gammel sag, hvor Mattias Tesfaye langede ud efter både den polske angriber og Jens Stage før FC Københavns Europa League-kvartfinale mod Manchester United.

‘FCK - United? Jeg kunne aldrig drømme om at håbe, at de klubber nogensinde vandt en fodboldkamp. Men hvem håber jeg mest på taber? Jeg håber på nederlag til Judas Stage og Kamil Paycheck,’ skrev Tesfaye på Twitter.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.
Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Foto: Emil Helms
Vis mere

FCK tog afstand fra tweetet, og Mattias Tesfaye endte også med at slette det. Wilczek har aldrig selv reageret på ministerens angreb - før nu.

I et interview med polske Przegląd Sportowy skyder han med skarpt mod udlændinge- og integrationsministeren.

»Han skulle udelukkes fra at stille op til valg på livstid. Fyren kompromitterede sig selv. Han er en offentlig figur. Han burde miste sin plads (i Folketinget, red.) på grund af det, for det er tilskyndelse til had,« siger Wilczek i interviewet.

Kamil Wilczek tiltrak sig stor opmærksomhed i 2020, da den tidligere Brøndby-anfører lavede det ‘forbudte skifte’ og skrev kontrakt med FC København.

Opholdet i FC København blev dog aldrig den store succes, og i januar fik han ophævet sin kontrakt og skiftede til polske Piast Gliwice.