Et riv i trøjen, en halvsen tackling eller et af de dér små gennem-professionelle frispark.
Mere skal der såmænd ikke til, for at Rasmus Würtz søndag kan kalde sig for Superligaens mest straffede spiller. Nogensinde.
Med en advarsel af den mørkegule slags vil AaB-anføreren tangere det højeste antal strafpoint, en spiller har formået at skrabe sammen gennem karrieren. Og fortsætter midtbanespilleren med at samle kort i sammen tempo som i de seneste år, vil han allerede inden sæsonen er omme også snuppe rekorden for flest kort, røde og gule. Her mangler han fem.
»Det er jeg da rigtigt, rigtigt stolt af, haha. Nej, jeg ved sgu’ ikke rigtigt, hvordan jeg har det med det. Det er ikke noget, jeg går og spekulerer over eller har været et mål i sig selv. For det er jo lige irriterende hver gang man skal sidde over på grund af karantæne. Det er selvfølgelig et udtryk for to ting: 1) At jeg har en position på banen, der en gang i mellem skal give en advarsel. Det er svært at undgå med den type spiller, jeg er. 2) At jeg har spillet rigtigt mange kampe,« siger Rasmus Würtz.
Er du et dumt svin?
»Nej, det synes jeg ikke. Jeg er aldrig gået ind i en tackling for at skade en modstander. Jeg vil gerne gå til den og praktisere en aggressiv spillestil, uden at det på nogle måder bliver svinsk. Men hvis man går lige til grænsen, så kommer man jo nogle gange lidt for sent. Jeg er en vindertype og vil gøre alt for at vinde, men jeg synes ikke, at jeg er et dumt svin,« siger Rasmus Würtz.
Men den 32-årige fodboldspiller ved godt, at modstanderne kan slå sig på ham, når det går løs i superliga-kampene.
»Der er sikkert mange modstandere, der tænker, at jeg kan være en idiot, men jeg synes, at jeg er fair – men kontant. Jeg har jo spillet klart mest på den defensive midtbane, og her ligger jeg som bølgebryder foran forsvaret, og får man ikke lige bolden, bliver man jo nødt til nogle gange at lave et professionelt frispark,« siger han.
Han er selv ved at udvikle sig til lidt af en institution AaB, og læremesteren var en anden af de spillere, der stadig bliver husket på tribunerne til hjemmekampene i det vestlige Aalborg.
»Jeg kan huske i mine unge år, hvor Søren Thorst (371 AaB-kampe fra 1983-1996, red.) var assistent i en kort periode. Han sagde jo ofte til mig, at det ikke gør noget, hvis man går ind og sætter sig igennem og skaber lidt respekt omkring sig. Her lærte jeg lidt om den del, der også kræves en gang imellem. Det er ikke altid det polerede fodboldspil, man vinder fodboldkampe på. Nogle gange skal der også fightes lidt. Det var han jo selv mand for i sin karriere, det prøvede han at lære videre til mig,« siger Rasmus Würtz, der som forbillede har en helt anden type spiller.
Som i: En HELT anden type.
»Jeg har jo altid ment, at Andrea Pirlo er en fantastisk fodboldspiller, der strør bolden om sig. Han er helt sikkert én, man godt kan lære noget af … og vi spiller jo nok lidt den samme position, den dér lidt tilbagetrukne midtbane,« forsøger Rasmus Würtz sig.
Men måske er det alligevel ikke helt skævt at skæve til den italienske kreatør. For billedet af en hård hund på banen er slet ikke hele historien om AaBeren, der også gerne vil være fodboldspiller. Med stort ’F’.
»Det skal kombineres. Absolut. Hvis man vil være en dygtig midtbanespiller, skal man ikke kun tackle hårdt. Jeg vil også gerne have bolden og have den del med. En god kamp for mig er selvfølgelig, når jeg føler, at jeg har overtaget og vinder de nærkampe, jeg kommer ind i. Men jeg er også bindeleddet fra forsvaret og op, og her handler det om at være skarp: Den del skal også være god. Og når vi så står højt på banen og mister bolden, så er det mig, der skal erobre den igen,« siger Rasmus Würtz.
Han mener efter 14 sæsoner i Superligaen, at han har en nogenlunde fornemmelse af, hvor langt han kan gå i den proces.
»Man skal jo kende grænsen. Det kan svinge en smule afhængig af dommeren, men hvad man kan og ikke kan tillade sig, har jeg nok en ok fornemmelse af,« siger han.
Manden med de 78 advarsler i Superligaen.
