Egentlig skulle han gennem intensiv træning i disse dage i Los Angeles have jagtet drømmen om kvalifikation til sommerens olympiske lege.

Men for en uge siden besluttede den 26-årige danske landsholdssvømmer Daniel Skaaning at rejse hjem.

»Det gik lidt hurtigt, men set i bakspejlet må jeg sige, at jeg kom ud af USA på det rigtige tidspunkt. På under 48 timer, da coronakrisen begyndte at eskalere, valgte jeg at pakke mine ting og sætte mig på et fly mod Danmark. Her føler jeg mig kort og godt bedre tilpas,« fortæller Daniel Skaaning til B.T. og tilføjer:

»Al vandtræning er sat på hold herhjemme grundet lukning af svømmehaller. Det er vilkårene lige nu, og det forholder jeg mig til, men jeg laver stadig en masse alternativ træning. Blandt andet benytter jeg min fars ældgamle håndvægte og så løber jeg nogle ture. Det gælder pt. om at holde sig så fit som overhovedet muligt.«

På grund af den i hast arrangerede hjemrejse fra USA, har han ikke haft mulighed for at flytte ind i sin lejlighed.

Landsholdssvømmeren Daniel Skaaning.
Landsholdssvømmeren Daniel Skaaning. Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

»Den fremlejede jeg, da jeg flyttede til USA. Så nu bor jeg på mit gamle børneværelse hos mine forældre igen,« Daniel Skaaning.

Spørgsmålet er dog hvor lang tid, han fortsætter med at bo netop her. I sine bestræbelser på at kvalificere sig til sin karrieres tredje OL har tanken om at leje et sommerhus, der er udstyret med svømmebassin, nemlig strejfet ham.

»Jeg har et elastikagtig aggregat, som jeg kan binde om maven og til en væg. Det betyder, at poolen ikke behøver at være særlig lang, da jeg i så fald vil kunne svømme uden at bevæge mig ud af stedet,« siger Daniel Skaaning.

Forleden var IOC ude at sige, at man fortsat satser på at afvikle sommer-OL fra 24. juli til 9. april. Samtidig tales dog om, at arrangementet kan blive udskudt.

Daniel Skaaning, til højre, ser her sammen med landsholdssvømmeren Sarah Bro under et tidligere træningspas i Bellahøj Svømmestadion.
Daniel Skaaning, til højre, ser her sammen med landsholdssvømmeren Sarah Bro under et tidligere træningspas i Bellahøj Svømmestadion. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Jeg kan kun forberede mig, så godt som jeg nu kan, men den øjeblikkelige situation er på ingen måde ideel. Hverken for mig eller for nogen atleter verden over. Det er i den olympiske ånd, at alle atleter har de samme optimale forberedelsesbetingelser. Men på grund af coronavirussen er dette jo i øjeblikket desværre ikke muligt,« siger Daniel Skaaning og fortsætter:

»Nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig frem til slutningen af april. Jeg vil mene, at en afvikling af OL godt kan forsvares, hvis hver enkelt atlet har tre måneder at forberede sin deltagelse i.«

Efter hjemkomsten fra USA er blandt andet maj måneds Europamesterskab samt Danish Open blevet aflyst.

Ikke desto mindre tror Daniel Skaaning stadig, at han har en god chance for at kunne kvalificere sig til OL i favoritdisciplinen 200 meter medley.

»Jeg har fået rigtig meget ud af mit træningsophold i Los Angeles, og fortryder på ingen måde, at jeg valgte at tage afsted. Men der er mange ting, der i det danske træningsmiljø fremadrettet kommer til at være anderledes,« siger Daniel Skaaning.

Hvis det ender med en aflysning eller udsættelse af sommer-OL, ved Daniel Skaaning endnu ikke, om han vil gøre et ny kvalifikationsforsøg.

»Det er nogle af de tanker, jeg går med. Men bliver OL eksempelvis udsat et år, vil jeg sammen med de personer, der er tæt på mig, overveje situationen og tage en beslutning om min svømmemæssige fremtid,« siger Daniel Skaaning.