En presset økonomi og EM-fiaskoen i Berlin gav Lotte Friis seriøse tanker om karrierestop. Nu stiler hun mod at afslutte karrieren på toppen ved OL i Rio 2016.
’Nåh Lotte, hvordan er det så ikke at være en del af medaljefesten?’
Spørgsmålet var egentlig ganske uskyldigt og relevant. Med en medaljesamling, der tæller OL-bronze og guldmedaljer ved VM og EM på langbane (foruden et hav af kortbane-medaljer), er forventningerne til Lotte Friis per definition så høje, at alt andet end metal ved de internationale stævner konsekvent ryger ind under kategorien ’fiasko’.
Det ved Lotte Friis også, og måske derfor ramte spørgsmålet fra en journalist efter sommerens EM på langbane i Berlin som en lussing.
»Det var et ’slap in the face’. Det var jo en realitet, men det var bare hårdt at høre,« husker hun, da hun fra telefonen i det midlertidige hjem i amerikanske Baltimore reflekterer over et år, som flyver ind under betegnelsen ’lorteår’.
Det begyndte ganske sigende med et maveonde under EM forårsaget af fordærvet mad i buffeten. Det tog kræfterne fra Lotte Friis, der måtte nøjes med en syvendeplads på 400 meteren og en fjerdeplads på 800 meter. 1500 meteren måtte hun helt opgive at stille op i. En negativ kulmination på året, hvor nedturene overskyggede de få opture. Afbuddet til decembers VM på kortbane i Qatar var endnu en i rækken.
Efter EM begyndte skyerne at trække sig sammen om Lotte Friis, der fra årsskiftet har haft permament base i Baltimore, hvor hun trænes af svømmelegenden Bob Bowman, mangeårig træner for den olympiske medaljerekordholder Michael Phelps.
Tankerne tumlede rundt:
Gider jeg mere? Er det det hårde arbejde værd? Er jeg god nok? Har jeg overhovedet lyst til at være med ved OL i Rio, hvis jeg ikke kan være med i toppen?
»Jeg rejste på ferie lige efter EM, hvor jeg fik lagt skuffelsen lidt på hylden. Men da jeg begyndte at træne igen, kunne jeg godt mærke, at det var rigtig surt. Jeg begyndte at overveje, om det var det hele værd. 26 år er ingen alder i et ’almindeligt’ liv, men i svømmesammenhæng er der bare en vis alder. Specielt i distancesvømning som er meget de unges løb. Tankerne begyndte at køre. Har jeg virkelig sulten til at gå igennem lige over otte minutters smertehelvede hver gang,« siger hun og nævner familie og venners støtte som afgørende for, at hun ikke gav efter for tvivlen og en dalende motivation.
Og så var der tankerne om økonomien. De fyldte mere og mere. Trods en status som en af verdens bedste svømmere truede økonomiske bekymringer med at smuldre drømmen om et perfekt karrierepunktum i Rio de Janeiro.
Den daglige træning i svømmeklubben North Baltimore Aquatic Club er for egen regning.
»Det er et pænt stort månedligt beløb, jeg skal betale for at blive trænet af en mand, som bliver betragtet som en af verdens bedste - hvis ikke den bedste svømmetræner i verden. Det hjælper Dansk Svømmeunion ikke med at betale til, så det skal finansieres af egen lomme. Det gav tanker om, hvorvidt jeg overhovedet havde råd til at fortsætte,« fortæller hun.
Det er jo noget af en ofring, når du selv betaler for at svømme. Er det for at give karrieren et sidste skud frem mod OL i 2016?
»Ja, jeg har maksimalt cirka halvandet år tilbage af min karriere. Efter det gik så godt til VM i 2013 (to gange sølv på langbane), ville jeg gerne give det et ekstra skud. Jeg kunne ikke se mig selv fortsætte i Nice,« forklarer hun.
Nu er økonomien kommet på plads.
I slutningen af oktober skiftede Lotte Friis Sigma Swim Allerød Svømmeklub ud med Gentofte Svømmeklub.
Det gav luft i budgettet. Nu kunne hun atter fokusere 100 procent på svømningen.
»Økonomisk kunne de tilbyde mig noget mere, end Sigma kunne. Det er ret vigtigt for mig, idet jeg betaler for at ligge og svømme herovre,« siger hun.
Det meste af tiden bliver dog brugt i USA.
Allerød-pigen Lotte er med tiden blevet amerikaneren Lotte, hvilket flere gange understreges af indskudte amerikanske vendinger under interviewet.
»Havde du for fire år siden sagt, at jeg ville komme til at elske at bo i USA, havde jeg nok rystet på hovedet og sagt: Yeah, right! Jeg har altid syntes, at amerikanere er lidt overfladiske, men efter jeg kom herover, har jeg oplevet, hvor åbne de er. Jeg har fået nogle venskaber, som jeg ved kommer til at vare resten af mit liv,« siger hun og fremhæver en paralympisk svømmeveninde, der er født uden begge sine skinneben. Fra knæene og ned har hun proteser.
»Mange af mine venner siger, at jeg er blevet meget mere åben og glad, og det tror jeg er rigtigt. Som en bekendt har sagt til mig: Vidste du, at en guldfisk kan blive fem gange så stor, hvis den lever i det virkelige liv i forhold til, hvis den lever i et akvarium?« siger hun om sin personlige udvikling i det enorme land.
Nu venter 2015 efter et år, hun kalder en følelsesmæssig rutschebanetur. Motivationen er genfundet, og sigtekornet hviler på VM i russiske Kazan til sommer.
»Jeg føler, jeg er på rette vej mod VM. Jeg er glad i poolen og uden for poolen og glæder mig til at vise, hvad jeg har arbejdet på hele sæsonen. Jeg glæder mig til at komme ud og give den gas og repræsentere Danmark,« siger Lotte Friis, som dog gør det klart, at OL i Rio 2016 er det altoverskyggende mål. Begivenheden, der skal sætte et fornemt punktum på en allerede glorværdig karriere.
»Jeg glæder mig til endnu et OL, men det bliver også en sørgmodig oplevelse. For det bliver mit sidste stævne. Selvfølgelig håber jeg på en medalje, men om det er realistisk, må vi se på, når vi kommer tættere på.«
Først venter en jul med familien i Danmark, inden et nyt og forhåbentligt bedre år skydes ind ’hjemme’ i USA.
»Der har været op- og nedture i år med flere nedture end andre år. Forhåbentligt bliver det vendt i 2015.«
