To EM-guld, to VM-guld, en OL-bronze og en stribe sølvmedaljer. Lotte Friis’ metalhøst på langbane vidner om én af Danmarks største svømmere gennem tiden. Om halvandet år slutter en epoke. Efter OL i brasilianske Rio de Janeiro i 2016 er det farvel og tak.

Det slår hun nu endegyldigt fast.

»Der er jeg blevet 28 år. Det er gammelt for en svømmer, så der kan jeg godt trække mig tilbage. Det er samtidig ungt nok til, at jeg godt kan nå og nyde et ’normalt’ liv,« siger hun fra sit hjem i amerikanske Baltimore, hvor hun har haft fast base siden årsskiftet.

Året der gik bød på en lang nedtur med EM-fiaskoen som det mest lysende eksempel. Et maveonde til stævnet i Berlin spolerede Lotte Friis’ medaljechancer. Siden meldte hun fra til det netop overståede VM på kortbane i Qatar i erkendelse af, at en mindre skade og sygdom havde sat hende for langt tilbage. Dermed er der blot to store stævner tilbage i karrieren. Sommerens VM på langbane i Qatar og OL i Rio.

»OL bliver mit sidste stævne. Der er rigtig mange ’sidste ting’, hvilket jeg kan mærke begynder at fylde. VM til sommer bliver mit sidste 1500 meter fri til et internationalt stævne, og EM i Berlin var mit sidste på langbane. Det var desværre en sur måde at slutte af på,« siger 26-årige Lotte Friis.

Med blot halvandet år tilbage af karrieren fylder tankerne om ’et nyt liv’ mere og mere for svømmeren. Hun er i gang med en kostvejlederuddannelse, hun tager via internettet, ligesom hun stadig drømmer om en fremtid i tv-branchen.

Jeg talte for nylig med Rikke Møller Pedersen, der fortalte om en øget nysgerrighed omkring livet uden for poolen. Har du det også sådan?

»Helt sikkert. Jeg ser frem til at have et mere ’normalt’ liv og ikke være styret af min træning. Men det kræver også, at jeg skal til at identificere et nyt jeg. Lige nu er jeg jo svømmeren Lotte. Det kan godt være lidt skræmmende at tænke på, om jeg kan finde noget, jeg er lige så vild med som svømning,« siger Lotte Friis, der efter en hård tid på bagkant af EM-skuffelsen har fået motivationen tilbage i top. .

Træningen under den legendariske træner Bob Bowman, der har udviklet den mest vindende olympiske svømmer nogensinde, Michael Phelps, giver pote.

»Det var meget intimiderende i starten, men nu tænker jeg bare på ham som min træner Bob og ikke Bob Bowman. Han en del af min hverdag, og jeg lærer rigtig meget af ham.«

2014 slutter uden internationale medaljer til Lotte Friis. ’En underlig fornemmelse’, som hun kalder det.

Sådan skal det ikke gå i 2015 og 2016. Her går hun benhårdt efter medaljer. Men som hun så ganske rigtigt siger:

»Lige meget hvad der sker det næste halvandet år, kan jeg være stolt af min karriere.«

Læs det store interview med Lotte Friis i søndagens BT, hvor hun fortæller, hvordan økonomiske bekymringer og EM-skuffelsen var tæt på at fremskynde et karrierestop.