Allerede på VMs åbningsdag blev der sat verdensrekord. Det svenske svømmefænomen Sarah Sjöström knuste alt og alle i semifinalen i 100 meter butterfly og lægger dermed voldsomt pres på danske Jeanette Ottesen frem mod mandag eftermiddags finale.

Stemningen nåede hidtil uanede højder på det russiske VM-stadion i Kazan, da 21-årige Sarah Sjöström ramte bassinkanten i semifinalen i 100 meter butterfly. Med tiden 55.47 skar hun 24 hundrededele af den hidtidige verdensrekord, hvilket fik tilskuerne i Arenaen med plads til 11.000 tilskuere til at gå amok.

»Det er rigtig fedt!,« udbrød hun omgivet af svenske, danske og russiske journalister, inden hun satte svenske ord på heatet, der forløb helt perfekt.

Nu venter en finale mod hendes evige rival fra Danmark, Jeanette Ottesen, som hun adskillige gange har dystet om medaljer med i finaler ved store stævner. Respekten for den danske sprintdronning, der vandt den anden semifinale, er da også stor.

Hvordan ser du duellen mod Jeanette Ottesen i finalen i morgen?

»Hun er altid meget imponerende i finaler. Jeg håber bare også at svømme stærkt,« lød det fra Sarah Sjöström, inden hun blevet før ud af mixed zone for at svømme af.

Mandag eftermiddag ved 16.30-tiden dansk tid gælder det finalen og kampen om guld. Med netop Sarah Sjöström og Jeanette Ottesen i de forventede hovedroller.