Den 7. januar 2017 uddeles BT Guld til årets største sportspræstation. BT Guld er kendetegnet ved, at det er atleterne selv, der afgør, hvem der vinder. Frem til uddelingen bringer vi hver dag en af de ti indstilledes egen fortælling om den præstation, der førte til, at han, hun eller vedkommendes hold blev indstillet til BT Guld.
Her fortæller Pernille Blume om dagen, der gjorde hende til sensationel OL-guldvinder i 50 meter fri.
»Jeg er sindssygt træt, da jeg vågner om morgenen. Jeg er nok først hjemme fra semifinaleaftenen omkring klokken to om natten. Jeg er gået videre som etter til semifinalen og som etter til finalen, så det er en rar fornemmelse, men også hårdt lige at sluge den. Nu er der en reel mulighed for at gøre noget godt, så tankerne kørrer bare af sted.«
»Da jeg vågner, har jeg kvalme og ubehag i kroppen, men jeg ved godt, det er på grund af nervøsitet. Jeg begynder at se lidt tv-serier for at få mine tanker hen på noget andet, og jeg får også massage. Så kan jeg mærke, at min krop begynder at slappe af. Jeg når også i poolen om eftermiddagen, og efter den svømmetur kan jeg mærke, at jeg ikke er så nervøs mere. Nu har jeg gjort mit for at blive klar.«
»Da jeg kommer over i hallen om aftenen, er jeg faktisk slet ikke nervøs. Måske en lille smule, men på en god måde. Jeg kan pjatte og snakke med de andre.«
»Da jeg klæder om, er jeg helt rolig. Jeg kan huske, jeg tænker, at jeg skal tage badedragten langsomt på, så jeg ikke bruger kræfter. Den er meget stram, og jeg er nok også lidt bange for, den skal gå i stykker, hvilket min dragt faktisk gør i semifinalen. Så jeg tager min tid og går med min træner, Stefan, ned til call room, hvor de andre sidder og venter. Da jeg kommer ind, tænker jeg: ’wow, de andre ser godt nok sure ud!’.«
»Da alle andre er gået ind i hallen, kigger jeg over på en kvindelig official, som skal følge mig ind. Der får jeg lige sagt: ’Oh my God!’, og så smiler hun rigtig pænt til mig og blinker med øjnene på en måde, så hun signalerer ’ro på’. Der kan jeg mærke, at det sgu nok skal gå. Jeg husker på, hvordan jeg skal gå ud og sætte mig, tage tid til at tage træningstøjet af og ikke stresse. Jeg tager min tid, mens jeg kan se de andre stå klar ved skammelen. Det bliver jeg faktisk mindre stresset af.«
»Da jeg får taget tøjet af og står på startskammelen, kan jeg mærke, jeg bliver lidt slap i kroppen og ryster lidt. De første 25 meter går ikke så godt, fordi jeg føler mig lammet af den nervøsitet, der er kommet i sidste øjeblik. Det er først på de sidste 25 meter, jeg får skruet bissen på.«
»Da jeg har vundet, er det som om, en klap går ned. Hvad så nu? Skal jeg gå op af vandet? Skal jeg gå et sted hen? Hvordan foregår det her? Der kommer en masse praktiske spørgsmål op, samtidig med jeg prøver at smile og få vejret. Jeg tror, det er derfor, jeg får sådan et mærkeligt ansigtsudtryk.«
»Der går helt kluddermor i hjernen. Jeg vil gerne nyde mit øjeblik, men jeg skal også huske på, at jeg har en holdkap-finale, så der er rigtig mange ting, der går igennem hovedet. Jeg har ikke ligefrem set det komme!«
»At få min guldmedalje på medaljeskammelen er det vildeste. Da jeg vinder, er jeg glad og overrasket, men det, jeg glæder mig til, er øjeblikket, hvor jeg får medaljen. Jeg vil helt vildt gerne se den, mærke den tyngde, den har, og høre nationalmelodien. Nu er det kun det rare, man skal ind og gøre og ikke det ubehagelige.«
»Det er fantastisk, og der er faktisk rigtigt mange danskere i hallen. Når jeg husker tilbage, er det medaljeoverrækkelsen, jeg husker. De andre ting er lidt sløret for mig.«
Derfor fortjener jeg at vinde
»Jeg skal vinde BT Guld, fordi jeg har bevist, at hvis man virkelig tror på sig selv og finder nogle andre fokuspunkter ud over bare det at skulle præstere, så kan alt ske uanset historien og træningen forinden. Jeg er beviset på, at alting kan ske, så længe man tror på sig selv.«
Jeg ville selv pege på ...
»Hvis jeg ikke kunne vælge mig selv som vinder af BT Guld, ville jeg stemme på damedoublen i badminton med Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, fordi de har været på et internationalt topniveau i så mange år.«
»Det er kontinuérligt, at de har leveret resultater, og det har de fortsat med at gøre efter OL, selvom det kan være svært at håndtere en OL-medalje. Det at kunne levere store resultater ikke bare én gang, men over en lang periode som et team i så mange år, det synes jeg virkelig er imponerende.«
