Den danske kvindelige svømmekvartet er nu klar til finalen i 4 x 50 meter medley ved VM i kortbane i Doha og ligner efterhånden en af storfavoritterne, efter at to konkurrenter har trukket sig.

Det danske hold bestående af Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Jeanette Ottesen og Pernille Blume kvalificerede sig fredag morgen til finalen ved VM i kortbane. 1.46,76 minutter skulle de danske svømmedarlings bruge på at tilbagelægge de 4 x 50 meter, hvilket i sig selv ikke er en imponerende tid, men trods alt nok til at vinde heatet med stor margin til de nærmeste efterfølgere.

USA vandt det andet heat ligeså suverænt, og der er på forhånd lagt op til et opgør mellem de to nationer, når finalen svømmes fredag kl. 16.

Sverige og Storbritannien var ellers blandt favoritterne, men begge hold valgte at trække sig på grund af det tætpakkede program.

Rikke Møller Pedersen var også en tur en baljen fredag morgen da hun svømmede 100 meter bryst. Hun kom videre til semifinalen i fjerdebedste tid, og der venter hende således en hård opgave, hvis hun skal gøre sig forhåbninger om medaljer på den distance. Tid var dog mere end ét sekund langsommere end hendes personligt bedste, så måske ligger der alligevel en overraskelse og lurer. Rikke Møller Pedersen er i øvrigt blandt de absolutte favoritter på den dobbelte distance - 200 meter bryst - hvor hun også er indehaver af verdensrekorden.