Det lader nu til, at mænd og kvinder reagerer helt forskelligt på fedt og grøntsager i kosten, viser overraskende ny forskning. 

Gennem de seneste år har forskere i stigende grad påvist, at bakterierne i vores tarme spiller en afgørende rolle for vores fysiske og psykiske sundhed. Sammensætningen af tarmbakterier kan have betydning for, om vi bliver fede, udvikler type 2-diabetes og måske endda også autisme.

Tidligere forskning har vist, at maden, vi spiser, ændrer vores sammensætning af bakterier i tarmen, og den funktion bakterierne har.

Nu viser en ny undersøgelse, at effekten er forskellig fra mænd til kvinder. Det skriver Videnskab.dk, hvor du kan læse, hvilke konsekvenser det kan have for fremtidens behandlinger.

- Resultatet er interessant og kan blive afgørende for fremtidens forskning og den kostrådgivning, der gives til befolkningen. Det kan således få betydning for fremtidige forsøg på at forebygge og behandle sygdomme med kostændringer, der kan bremse sygdomsudvikling eller mindske risikoen for sygdom, siger professor Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter på Københavns Universitet.

Læs også hos Videnskab.dk: Bakterier fra babylort gør spegepølsen sundere 

- Bakterierne, vi har i tarmene, er med til at styre mange funktioner i vores kroppe, og det er ret sikkert, at tarmbakterierne kan påvirke vores sundhedstilstand. Man mistænker, at en forkert tarmbakterie-økologi kan være medvirkende årsag til alvorlige lidelser som kronisk tarmbetændelse, diabetes og fedme, siger Oluf Borbye Pedersen.

Det er både mængden af de forskellige bakterier, der rykkes, alt efter ens kost, men kosten ændrer også på, hvilke typer af bakterier der findes i vores tarm.

Det tager ikke mere end få dage, før man kan spore en kostændring i tarmbakterierne.

Læs også hos Videnskab.dk: Frugt og grøntsager er ikke sundt for alle

- Vi ved for eksempel, at en fed kost kan fremme bakterier, der skaber en mild form for betændelse i kroppen. Hvorimod en fedtfattig og grøntsagsrig kost mindsker eller fjerner betændelsestilstanden. Men undersøgelsen peger altså på, at mænd og kvinder kunne reagere forskelligt på fedt og grøntsager, siger Oluf Borbye Pedersen.

Betændelse i kroppen er forbundet med en øget risiko for at udvikle for eksempel kræft og hjerte-kar-sygdomme. Og derfor er det interessant at vide, hvordan de betændelsesskabende bakterier påvirkes forskelligt, alt efter om man er mand eller kvinde.

Andre artikler hos Videnskab.dk:

Så mange kalorier forbrænder du ved sex 

Bliver vi tiltrukket af et godt immunforsvar?

Hjerneskanninger afslører din sex-fantasi