Apple har ikke haft de meste sjove dage her på det seneste. For det første gik det galt med opdatering til iOS 8, nemlig iOS 8.01, der nærmest gjorde ens dyre iPhone til en ubrugelig mursten. Den bevirkede nemlig, at iPhone ikke kan få forbindelse til mobilnetværket og at Touch ID, eller fingeraftrykslæseren, ikke fungerer.

Apple har derfor været tvunget til at trække opdateringen tilbage og Apples direktør Tim Cook har endda været ude at undskylde. Det er nye tider – i gamle dage med Steve Jobs ved roret var Apple ikke sene til at give kunderne skylden, hvis noget ikke fungerede som det skulle på Apples produkter.

Samtidig kom så den famøse skandale med iPhone 6 Plus, der er blevet afsløret som værende let at bøje. Bare man har den i baglommen og sætter sig ned, så skulle den bøje, har flere brugere klaget over.

Læs guide: 12 smarte tips til iOS 8

Dette er allerede blevet døbt BendGate og bliver med garanti noget af det, de danske tv-stationer kommer til at kigge tilbage på, når det ved årsskiftet bliver tid til at lave Året der gik-programmer.

Allerede nu har en række af Apples konkurrenter benyttet sig af fadæsen til at holde Apple for nar – det samme har andre selskaber, der bare synes det kunne være sjovt at få lidt omtale på at gøre grin med Apple.

Du kan se en række eksempler her.