Er du også meget skeptisk over for køb på hjemmesider, hvor der bruges kunstig intelligens?

Jurist Ida Nynne Daarbak Reislev fra forbrugerrådet Tænk, giver dig nu gode råd til fem ting, du skal være særlig opmærksom på, når det er en robot, du er dialog med i forbindelse med en handel. 

Senest har Stena Lines åbnet et digitalt rejsebureau, hvor en robot skal hjælpe folk med at booke den rigtige rejse. 

Og de holder ikke igen med at bruge store ord om rejsebureauet. 

'Verdens første AI-assistent til planlægning af rejser med flere stop skal hjælpe danskerne til lettere, billigere og mere personlig booking,' lyder det i en pressemeddelelse om robotten. 

Jurist Ida Nynne Daarbak Reislev fortæller, at det sagtens kan være, at nogen brugere føler, at de får en personlig oplevelse, når de skriver med robotten, altså AI-assistenten. 

»Så måske kan det være en personlig oplevelse, men jeg vil godt stille spørgsmålstegn ved, om det nu er rigtigt. Vi har alle sammen prøvet at få de her robotsvar, hvor vi tænker, at det er lige godt upersonligt det her, og det er bare et svar på generelt plan,« siger hun og tilføjer: 

»Vi hos Forbrugerrådet synes, at man i hvertfald skal kunne få fat i et menneske også, så hvis man ikke forstår svaret helt, eller har spørgsmål til det, så skal man kunne ringe og få helt personlig menneskelig rådgivning.«

En anden ting man skal være skeptisk over for, er, om det reelt er de billigste tilbud, man får. 

»Det er en god idé at dobbelttjekke, om det nu også er det billigste tilbud, man får,« siger hun og fortsætter: 

»Det kan man heller ikke vide sig sikker på, hvis det er et menneske i stedet for en robot, men det kan være, at robotten har algoritmer, hvor nogen hoteller eller fly kommer frem foran andre, når der laves et tilbud.«

En tredje ting man skal være opmærksom på, er, om der er fejl i den bestilling robotten laver. 

»Man skal sørge for at tjekke op på de oplysninger, man har givet til AI-assistenten,« siger hun og tilføjer:

»Der er eksempler, hvor man siger, at AI-assistenten har hallucineret. Det vil sige, at den har opfattet information forkert, og her efter kommet med noget, der ikke kan bruges.«

En fjerde ting er, at det er godt at vide, hvad der sker med den data, man giver til robotten.

»Er det kun til brug til den rejse eller anden ting, man vil have et tilbud på, eller vil det også bruges til, at man bag efter får en masse annoncer om blandt andet det emne, man har søgt på?, « spørger hun?

Det femte og nok vigtigste punkt er, hvor ens rettigheder er henne, når man har købt noget af en AI-assistent. 

»Her er det vigtigt at være skeptisk. Hold øje med om det er sådan, at et firma skriver på hjemmesiden, at de fralægger sig ansvaret for, hvad der bliver købt af en AI-assistent,« siger juristen.

Hun slår dog fast, at en borger som udgangspunkt har samme rettigheder, selv om varen er købt af en robot i stedet for et menneske hos et firma.

Lyt HER til Millionærklubben, der vurderer, om det er tid til at hoppe på AI-bølgen. 

Hør i denne uges udgave af B.T.s Spar Kassen-podcasten, hvordan du bedst får din opsparede penge til at vokse. I et konkret eksempel bliver 50.000 til 80.000 kroner på ganske overskuelig vis: