'Inkognitotilstanden' i din Chrome-browser er måske ikke så privat, som Google før har givet udtryk for.

Således er et længerevarende retsligt opgør mandag kulmineret med, at Google nu vil slette millioner Google-søgninger foretaget af inkognitobrugere, som tech-giganten har gemt internt, skriver NPR.

Ifølge mediet har Google i årevis informeret brugere i inkognitotilstand om, at de i tilstanden kunne »browse privat«. I forbindelse med et gruppesøgsmål fra 2020 er det imidlertid kommet frem, at selskabet fortsat har lagret brugernes »potentielt pinlige« søgninger, når de gik inkognito.

Inkognitotilstand kan slås til og fra i internetbrowseren, hvis man ikke ønsker at få sine søgninger gemt lokalt på computeren, hvor de kan ses af andre brugere. 

Når Google alligevel har gemt søgningerne internt, har det været for at bruge dem til skabe skræddersyede reklamer til brugerne, skriver NPR.

Det er også blevet mødt af kritik af selskabets egne medarbejdere, afslører interne mails til ledelsen, som er kommet frem i retssagen.

»Vi bliver nødt til at stoppe med at kalde det inkognito og stoppe med at bruge et spionikon,« skal en Google-ingeniør ifølge NPR have skrevet til sine kolleger med henvisning til motivet af en spion, som dukker op, når man slår inkognitotilstand til.

En anden ansat skal have foreslået at tilføje teksten: »Du er IKKE beskyttet mod Google«, skriver mediet.

Slår man i dag inkognitotilstand til, vil man se, at ordlyden er en anelse mere nuanceret end tidligere.

»Andre, der bruger denne enhed, kan ikke se din aktivitet, så du kan bruge nettet på en mere privat måde. Dette ændrer ikke på, hvordan data indsamles af websites, du besøger, og de tjenester, de bruger, herunder Google«, lyder det.

Beslutningen om at slette søgningerne er en del af et forlig, som Google har indgået med sagsøgerne. Aftalen afventer fortsat endelig godkendelse af den amerikanske distriktsdommer Yvonne Gonzalez Rogers.