Se demonstrationen fra Huawei herover.

Det kan være slut med langsommelig genopladning af et dødt mobilbatteri. Ny batteriteknologi lover i hvert fald, at din smartphone i løbet af fem minutter kan oplades til lige knap 50 procent.

Det er Huawei, der på sin hjemmeside fortæller, at de har udviklet et batteri, der kan oplades ti gange hurtigere end et normalt batteri af lithium-ion-typen.

Batteriet blev præsenteret ved en særlig batterikonference i Japan i sidste uge, og årsagen til den teknologiske revolution skal findes i, at de nye batterier har en indbygget katalysator i anoden, som speeder transformationen af elektrisk energi til kemisk energi op uden at reducere levetiden på batteriet.

Batteriet er ikke på markedet endnu, men Huawei siger, at det kommer til at ske i en nær fremtid.