Topchefen for Apple, Steve Jobs, løftede onsdag aften dansk tid på et stort pressemøde sløret for to nye MacBook Air, som er meget tynde bærbare computere.

Steve Jobs fik publikum til at bryde ud i latter, da han skulle præsentere de to nye laptops: - Hvad ville der ske, hvis en Macbook og en iPad hyggede sig lidt sammen?, spurgte han og fortsatte: - Dette er resultatet. Den største af de nye Macbook Air har en 13-tommer skærm og vejer under 1,36 kg. Den amerikanske pris er 1.299 dollar (lige under 7000 kr). Den lidt mindre version har en 11-tommer skærm og kommer til at koste 999 dollar i de amerikanske butikker. Hvad prisen i de danske Apple-butikker bliver, vides endnu ikke. Flashhukommelse
CNN.com skriver, at de to nye MacBooks begge kører uden hard drive men med flash-hukommelse i stedet. Det betyder, at de starter op på ingen tid - ligesom iPad'en. Tidligere på pressemødet introducerede Steve Jobs desuden den nye version af Apples operativsystem (OS), der får kælenavnet Lion. Det erstatter Snow Leopard. - Vi er rigtig glade for Snow Leopard, men vi ved, hvordan, vi kan gøre det endnu bedre, sagde Steve Jobs på pressemødet. Lion OS kommer i løbet af sommeren 2011. De to nye MacBook Air kan købes i USA fra i dag.