Der er mere end æren at spille for i torsdagens showkamp mellem Caroline Wozniacki og Serena Williams.

Der er hverken ranglistepoint eller store præmiesummer på spil, når den tidligere danske verdensetter, Caroline Wozniacki, torsdag aften møder den nuværende verdensetter, Serena Williams. Det sker i Jyske Bank BOXEN i Herning i forbindelse med tennisarrangementet Energi Danmark Champions Battle 2015.

Det betyder dog langt fra, at der ikke er noget at spille om for de to hårdtslående tennisveninder. Udover den interne håneret og konkurrence (Serena Williams har ved flere lejligheder snydt Caroline Wozniacki for store triumfer) spiller tennisstjernerne om et eksklusivt diamantarmbånd fra populære Shamballa Jewels, som de danske brødre Mads og Mikkel Kornerup står bag.

Præmien er det unikke armbånd kaldet ’Nyima Cuff’ (se billedet over artiklen og lige nedenfor) med 120 hvide diamanter af 18 karat hvidguld. Blandt kunderne hos Shamballa Jewels er musikeren Jay Z, skuespilleren Leonardo Di Caprio, mens sportsstjerner som Michael Jordan, tennisspilleren Grigor Dimitrov og den danske golfspiller Thorbjørn Olesen også bærer smykker fra Shamballa.

Mads og Mikkel Kornerup, stifterne af Shamballa Jewels udtalte, da præmien blev offentliggjort i slutningen af oktober:

»Når to af verdens bedste tennisspillere, Serena Williams og Caroline Wozniacki, spiller mod hinanden i vores baghave, så er det selvsagt, at Shamballa Jewels er med, og det er vi i form af vores verdenskendte Shamballa-armbånd. I dette tilfælde er det vores nye design Nyima, som er udlovet som vinderpræmie.«

»Shamballa Jewels er kendt over det meste af verden for vores eksklusive og afslappede guld- og diamantsmykker, som egner sig til både hverdagsbrug og sportsbrug. Tennisspilleren Grigor Dimitrov og golfspillerne Thorbjørn Olesen og Michael Jordan (tidligere basketstjerne.red.) spiller alle med deres Shamballa armbånd på«

»Vi glæder os derfor til snart at se den bedste af de to damer med sit nye Shamballa-armbånd, og vi ønsker dem begge en rigtig god kamp.«

Kampen mellem Caroline Wozniacki og Serena Williams er programsat til torsdag aften kl. 21 i Jyske Bank BOXEN i Herning.