Det var så godt som umuligt at blive klog på noget som helst, da Caroline Wozniacki og verdens nummer 36, ukrainske Anhelina Kalinina, tørnede sammen i anden runde ved den store WTA 1000-turnering i Miami.

Wozniacki endte med at tabe det udmarvende tre timer og 18 minutter lange opgør med cifrene 7-5, 5-7, 4-6. Til tider var det ulideligt at se på - og til tider var der velspil, som ingen havde set komme. Her får du B.T.s dom over Caroline Wozniackis præstation.

Miss Sunshine var som sol og måne - og nat og dag - i en kamp mod verdens  nummer 36, der også var virkelig svær at blive klog på.

Simple fejl, svage server og meget korte dueller bar kampen præg af. I et tæt og langt første sæt, trak Caroline Wozniacki dog det længste strå, hvor hun også begyndte at spille bedre mod sættets afslutning.

I andet sæt fortsatte ukraineren med at lave et hav af fejl, mens Wozniacki fik bedre styr på slagene. Wozniacki bragte sig foran med 5-2 og 30-0, hvorefter det hele ramlede for danskeren. 

Det vanlige ekstremt høje bundniveau var blevet byttet ud med en lottokupon, hvor du aldrig rigtig vidste, hvad hun kom med. Pludselig fik Kalinina da også troen på tingene, hvor det gik op i en højere enhed for ukraineren, der langsomt og sikkert moste Wozniacki.

Foto: Megan Briggs/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det må simpelthen aldrig nogensinde ske, at en spiller af Caroline Wozniackis klasse er foran 5-2 (30-0) og pludselig smider det hele på gulvet.

Det var nærmest en konkurrence i at være mest ustabil i kampen første to sæt, indtil Kalinina endelig valgte at tage sig sammen - og herefter sikkert vandt tredje sæt og kampen.

Wozniackis ekstreme nedtur kan skyldes, at hun ikke har været ude i en marathonkamp som denne i mange år.

Derfor må hun stadig aldrig smide fem partier på stribe mod en modstander, der bestemt var til at tale med på dagen.

Da det hele så ud til at være slut for Caroline Wozniacki, tog hun en behandling ved stillingen 2-3 i tredje sæt.

Wozniacki virkede fuldstændig flad, og benene virkede til at skælve under danskeren.

Det lykkedes dog at få lidt liv i dem igen, hvorefter Wozniacki gik ud og brød til stillingen 3-3.

Danskeren fortsætte med forbilledelig fight herfra, men det lykkedes ukraineren at lukke kampen - hvilket også var fortjent nok.

Foto: Al Bello/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Caroline Wozniacki er ude af dette års Miami Open, hvor hun aldrig ramte det ekstremt høje niveau, som hun viste ugen forinden ved Indian Wells.

Der kunne ellers have ventet en lækkerbisken af en tenniskamp mod verdens nummer to Aryna Sabalenka, hvis hviderusseren som forventet havde besejret spanske Paula Badosa.

Det endte dog med at blive et skridt frem og to tilbage for Wozniacki i Miami, hvor de uprovokerede fejl og ringe serveprocenter virkelig blev et stort problem for Wozniacki.

Heldigvis har Caroline Wozniacki ikke langt hjem, da hun er bosiddende i den amerikanske millionby i delstaten Florida. Her skal hun virkelig have benene op nu og restituere efter den voldsomt lange og udmarvende match.