Efter en hæsblæsende og fantastisk start af Caroline Wozniacki imod verdensetteren Iga Swiatek, begyndte det hele at gå galt.

I kvartfinalen ved Indian Wells torsdag aften dansk tid endte det med, at Wozniacki måtte trække sig bagud ved stillingen 6-4, 1-0, grundet smerter i den ene storetå, men undervejs var hun helt vildt godt kørende på ét bestemt punkt. Herunder får du dommen over Caroline Wozniackis præstation. 

Der var alt at tabe for den polske verdensetter - og alt at vinde for Caroline Wozniacki.

203 pladser på verdensranglisten var der til forskel ved turneringens start, men det var bestemt ikke retvisende med henblik på det niveau, Caroline Wozniacki spillede på.

Hun pumpede bolde løs mod Swiateks forhånd, som der kom spandevis af fejl fra i kampens indledning. Det lukrerede Wozniacki på, som brød polakkens serv tidligt, men da Swiatek først fik styr på de mange fejl - og i stedet smaskede den ene vinder efter den anden afsted - var det umuligt for Wozniakci at være med.

Danskeren kunne godt mærke, hvor det bar hen ad, og derfor var det også en god ide at trække sig, da smerten i tåen fortsatte med at være en hæmsko for Wozniacki. Hun  kan stadig se tilbage på fire fantastiske sejr ved dette års Indian Wells - og et første sæt mod Swiatek, hvor Wozniacki var godt med i store dele af det.

Foto: Clive Brunskill/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Caroline Wozniackis bror, Patrik Wozniacki, kommenterede kampen for TV 2 Sport, og han kom med nogle detaljer om Wozniackis smerter i tåen.

Han fortalte, at der var blevet boret hul i neglen flere gange for at få betændelse og blod væk, men at det ikke var nok.

Caroline Wozniacki var godt tapet ind på foden og det var tydeligt, at når danskeren begyndte at skulle løbe meget efter boldene fra den spilstyrende verdensetter, blev det mere og mere tungt at se på for Wozniacki, der trak på den ene fod.

Det var derfor vigtigt, at hun ikke pressede den yderligere, da der om en lille uges tid venter endnu en kæmpe turnering i Miami. Derfor ønsker vi hende god bedring, så vi kan få fornøjelsen af at følge en sprudlende Wozniacki igen.

Foto: Clive Brunskill/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Caroline Wozniacki er stadig en af verdens bedste til at løbe og returnere alt, hvad modstanderen smadrer over nettet.

Det viste sig allerede i kampens første parti, hvor hun overlevede tre breakbolde, fordi Iga Swiatek kom med den ene fejl efter den anden, da Wozniacki nægtede at give op. Hun smed alt tilbage over nettet, som var til stor frustration for verdensetteren.

Wozniacki fik sendt mange gode førsteserver afsted i kampens indledning, men da de udeblev mere og mere som sættet skred frem, var det alligevel svært for danskeren at stå imod Swiateks voldsomme slagkraft, når danskerens andenserv blev for blød og kort.

Der er dog ingen tvivl om, at alle spillere på WTA Touren har en voldsom respekt for Wozniacki - og decideret frygter hendes vedholdenhed og ærgerrighed. Det fik i hvert fald verdens bedste til at lave et hav af uprovokerede fejl, når bolden bare ikke vil dø ud over på danskerens side.

Gassen gik langsomt af ballonen for Wozniacki, der fik mere og mere svært ved at følge med den hårdtslående polak, som bare moste på hele vejen igennem.

Caroline Wozniacki kan dog tage et hav af positive ting med sig fra Indian Wells, hvor hun i den grad har bevist, at hun stadig hører til blandt de bedste spillere i verden, når kroppen er fit.

Om en uges tid spiller Caroline Wozniacki igen - denne gang på hjemmebane, når det går løs ved WTA 1000-turneringen i Miami.

I storbyen i delstaten Florida holder familien Wozniacki til, så mon ikke hun kan se frem til massiv opbakning, når hun jagter nye flotte præstationer og et yderlige hop op på verdensranglisten.