Der venter den danske tennisstjerne en helt ny udfordring mandag i Florida

Caroline Wozniacki fortsætter sin imponerende række af sejre på WTA-touren. Natten til søndag dansk tid blev det til årets 21. sejr i 24 kampe. Kun Dominika Cibulkova i Sydney, Li Na i Australian Open og Vera Zvonareva i Doha har været i stand til at bremse den danske verdensetter i 2011.

I Miami havde Daniela Hantuchova tre gange sætbold i andet sæt, men Caroline Wozniacki har troen på egne evner og kørte sættet og sejren hjem i tiebreak til cifrene 6-1, 7-6.

Nu kunne Hantuchova ikke komme med meget nyt mod Caroline, da de to er veninder og ofte træner sammen, og derfor kender hinanden ud og ind. Men det bliver meget anderledes i Wozniackis næste kamp i Miami mod den serbisk fødte tysker Andrea Petkovic, der rangerer som nummer 23 i verden. De to har nemlig aldrig stået over for hinanden på en bane.

- Jeg har aldrig mødt Andrea før, men jeg ved, at hun forsøger at slå meget hårdt til alle bolde, siger Caroline Wozniacki om sin kommende modstander, som hun møder mandag i Florida.

Petkovic vandt sit opgør over Iveta Benesova 6-0, 6-3.