Der var lagt op til en utrolig tæt kamp, da vinderen af mændenes finale i Australian Open skulle findes.

Det var da også, hvad de to finalister Novak Djokovic og Andy Murray viste i de to første sæt, men så løb det alligevel lidt ud i sandet, da Djokovic endte med at vinde 3-1 i sæt.

Faktisk var kampen meget lig kvartfinalen ved sidste års US Open, hvor de to spillere hver tog et af de første to sæt i et tiebreak, hvorefter verdensetteren Novak Djokovic vandt 3-1 i sæt. Præcis som tilfældet var ved dette års finale i Australian Open.

Djokovic vandt det første sæt, og han var også oppe med et break i andet sæt ved stillingen 4-3. Men det lykkedes Andy Murray  at tvinge kampen ud i et tiebreak, som han siden gik hen og vandt.

Men så var det også slut med spændingen. Godt nok startede Murray ud med et break i tredje sæt, men Djokovic vandt alligevel sættet 6-3. Det tog tilsyneladende hårdt på Murray, for i det fjerde sæt virkede han træt og modløs, og det udnyttede Djokovic til at tildele sin modstander et æg.

Djokovic vandt derfor kampen 7-6, 6-7, 6-3, 6-0.

Finalesejren er hans femte triumf ved Australian Open og hans ottende Grand Slam-sejr i karrieren. Andy Murray har endnu til gode at vinde Australian Open, men det var hans fjerde finalenederlag ved turneringen.

Det var de to finalisters 24. møde med hinanden, og med søndagens sejr er Djokovic nu oppe på 16 sejre mod Murrays otte.