Onsdagens Wimbledon-program fik en dramatisk afslutning, da flere tilskuere måtte evakueres på grund af en brand tæt på den legendariske Centre Court.

En brandalarm gik kort efter, at topseedede Serena Williams havde spillet aftenens sidste kamp, da hun besejrede Timea Babos i anden runde.

Branden betød ifølge Sky Sports, at ca. 3000 tilskuere blev evakueret, mens flere udrykningskøretøjer ankom til tennisanlægget.

Efter en time havde brandvæsnet fået branden under kontrol. En talsmand for Wimbledon har oplyst, at branden sandsynligvis er opstået på grund af en elektrisk fejl.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne personer efter branden.