Caroline Wozniacki tabte semifinalen i Connecticut Open i New Haven til tjekkiske Petra Kvitova, og få dage før US Open går i gang kæmpede hun sig igennem opgøret med smerter i det venstre knæ.

Efter et tæt første sæt, som Wozniacki tabte 5-7, måtte den danske tennisstjerne sande, at den forsvarende New Haven-mester Kvitova var bedre på dagen. Tjekken sørgede for en finaleplads ved at vinde andet sæt 6-1 uden alt for meget besvær.



Til gengæld kæmpede Wozniacki sig igennem sættet med nød og næppe, da hun åbenlyst havde smerter i sit venstre knæ. Men hun nedtonede problemerne over for pressen efterfølgende og melder sig klar til US Open.

»Det er noget, som jeg har døjet med i et par år. Jeg ville bare være sikker på, at knæet var tapet ordentligt op, fordi det føltes som om, at tapen løsnede sig en smule. Jeg ville bare have noget, som var lidt stærkere for knæet. Men det er ingenting, virkelig. Intet stort,« siger Caroline Wozniacki ifølge amerikanske medier.

I første runde af US Open, der starter mandag, møder Wozniacki amerikanske Jamie Loeb.