Selv om den danske verdensetter i tennis er færdig i Florida, har hun fået noget at glæde sig over

Caroline Wozniacki har igen skrevet et stykke dansk tennishistorie. Det ligger nemlig fast, at selv om hun mandag røg ud af Sony Ericsson Open i Miami i 1/8-finalen, er Caroline sikker på at sidde som verdensetter frem til minimum 18. april.

Det betyder, at hun til den tid har været nummer ét i verden i 27 uger, og dermed rykker Caroline Wozniacki forbi Dinara Safina på listen over de spillere, der har siddet længst som verdensetter, og ind i alle tiders top 10.

- Det er fantastisk at være oppe blandt alle de store stjerner og store forbilleder, som jeg selv har haft engang, siger Caroline Wozniacki til ekstrabladet.dk og fastslår, at hun selvfølgelig vil prøve at beholde førstepladsen endnu længere.

Hvis Caroline også vil være nummer ét på listen over dem, der har siddet længst på kvindernes trone, skal danskeren dog lægge sig i selen. For nummer ét på alle tiders liste over verdensettere, Steffi Graf, nåede at toppe listen i hele 377 uger.

Nederlaget til Andrea Petkovic mandag aften har i øvrigt givet Caroline Wozniacki endnu en uventet fordel, hvilket hun selv afslørede efterfølgende.

- Nu agter jeg at tage et par dages hvilepause. Det har jeg brug for, så måske tager jeg til stranden og prøver at få lidt sol, så jeg kan udligne de lyse striber på huden.

Det var i hvert fald planen. Men når man ligger der ved poolen med udsigt til et par fridage, kan man blive inspireret. Og det er præcis, hvad Caroline Wozniacki blev tirsdag aften (dansk tid) klokken 19.49. Da skrev hun nemlig følgende på sin Twitter-profil:

- Quick change of plans. Was lying by the pool and thinking why not fly to New York.. So now NYC here I come:)