Færdig. Ud. Caroline Wozniacki er færdig ved Australian Open efter kun én kamp. Efter tre sæt.

Den 16-seedede dansker blev i første runde slået ud af upåagtede Yulia Putintseva, nummer 76 i verden. Det skete efter mere end tre timers tennis på Hisense Arena i Melbourne. Sætcifrene blev 1-6, 7-6, 6-4. Et resultat, som hun havde svært ved at kapere på det efterfølgende pressemøde:

»Jeg skulle have lukket kampen i to sæt. Ingen tvivl om det. Det er virkelig frustrerende at sidde her lige nu. Det er en dårlig start på sæsonen, især fordi jeg føler, at jeg har ramt den rigtig godt til træning og forberedt mig ordenligt. Der er ikke så meget at sige, andet end det er skuffende,« sagde hun ifølge Ritzau.

Fra start så det slet ikke ud til at ende på den måde. Caroline Wozniaci nærmeste cruisede sig gennem første sæt, hvor hun på en halv time kun afgav et enkelt parti.

Men så gik det ned ad bakke. Den 21-årige kasakhstaner kæmpede sig tilbage og vandt et tæt andet sæt i en tiebreak.

Caroline Wozniacki fik behandling i begyndelsen af tredje sæt.
Caroline Wozniacki fik behandling i begyndelsen af tredje sæt. Foto: ISSEI KATO
Vis mere

I det afgørende sæt lagde Caroline Wozniacki ud med at få behandling på banen med noget der lignede en vabel på den ene fod.

Danskeren kom dog i gang igen. Men modstanderen var for stærk. Og Yulia Putintseva kunne udnytte sin anden matchbold, der gav hende adgang til anden runde.

Dermed er det Yulia Putintseva, der nu kan se frem til anden runde. Og bemærkelsesværdig nok har hun aldrig været længere end anden kamp i sine foregående otte optrædener i grandslam-sammenhæng. Yulia Putitseva har heller aldrig nogensinde vundet en WTA-turnering.

Læs mere om kampens forløb her