French Open-vinderen Stanislas Wawrinka led onsdag et overraskende exit i ottendedelsfinalen ved græsturneringen Aegon Championships i London, der også er bedre kendt som Queen's Club.

Den 30-årige schweizer satte et perfekt punktum på grussæsonen med triumfen i Paris for ti dage siden. Herefter kaster tennisspillerne sig vanen tro over græsturneringerne forud for Wimbledon. En af disse er Queen's Club i London, og selvom Wawrinka normalt er en habil græsspiller, så var Kevin Anderson og dennes tordenserv for meget for den nykronede French Open-vinder i ottendedelsfinalen.

I 16.-delsfinalen spillede Stanislas Wawrinka sig ellers uden de store problemer videre efter en to-sæts-sejr over den talentfulde australier Nick Kyrgios. Men i den knap to timer lange ottendedelsfinale mod sydafrikanske Anderson måtte Wawrinka se sig besejret efter at have tabt begge sæt i tiebreak.

Wawrinka var som andenseedet førsteudfordrer til Andy Murray i Aegon Championships i London. I stedet skal skotten nu forholde sig til spillere som kroatiske Marin Cilic, der er forsvarende US Open-vinder, og den talentfulde bulgarer Grigor Dimitrov. I første omgang skal han dog overvinde den rutinerede spanier Fernando Verdasco, når de to mødes torsdag.