Holger Rune er nummer 45 på den opdaterede verdensrangliste efter sejren i en ATP-turnering i München.

Den danske tennisspiller Holger Rune har opnået sin bedste placering på verdensranglisten, efter at listen mandag er blevet opdateret.

Danskeren rykker helt op som nummer 45 i verden, efter at han søndag triumferede i BMW Open i München.

Det var Runes første turneringssejr på ATP Touren, og titlen blev sikret, da hans hollandske modstander, Botic van de Zandschulp, måtte opgive i første sæt.

Stillingen var 4-3 til hollænderen, da han tilsyneladende blev ramt af en skade. Efter en lang behandlingspause forsøgte han at fortsætte, men opgav efter ganske få dueller mod den danske teenager.

BMW Open er en såkaldt ATP 250-turnering, hvilket er det laveste turneringsniveau på ATP Touren og betyder, at der er 250 verdensranglistepoint til turneringsvinderen.

Som følge af den pointhøst forbedrede Holger Rune sin placering med 25 pladser, hvilket er den største fremdrift, hvis man ser på spillere i verdensranglistens top-150.

Placeringen som nummer 45 gør også, at Rune kan slippe for at skulle spille kvalifikationskampe for at få en plads i de største turneringer.

Mikael Torpegaard er verdensranglistens næstbedste dansker. Han indtager 363.-pladsen.

Verdensranglisten toppes af serberen Novak Djokovic, mens Daniil Medvedev, Alexander Zverev og Rafael Nadal indtager de følgende tre pladser.

/ritzau/