Det lignede den klassiske dag på kontoret, da Caroline Wozniacki sent onsdag aften spillede sig videre til tredje runde i US Open ved at besejre hviderussiske Aliaksandra Sasnovich i to sæt - 6-3, 6-4.

Dermed er den danske tennis-darling klar til at møde den 18.-seedede tysker Andrea Petkovic i turneringens tredje runde.

I første sæt mod Sasnovich, der ligger placeret som nummer 120 på verdensranglisten, lykkedes det hurtigt for 'Wozzy' at bryde serv, og herfra så den 24-årige dansker sig ikke tilbage.

Også i andet sæt overtog Woznacki hurtigt styringen. Hun brød igen hurtigt den useedede hviderussers serv, og en stærkt servende dansker kunne køre sættet og kampen hjem.

'Caro' kommer til Grand Slam-turneringen med flere flotte resultater i bagagen.

Senest spillede hun sig i semifinalen i den stærkt besatte turnering i Cincinnati, og først efter en tæt semifinale mod verdensetteren Serena Williams måtte Wozniacki strække gevær.

Og ugen forinden blev endestationen i WTA-turneringen i Montreal også en udmagrende kvartfinale mod Serena Williams.

I det hele taget har tiden efter det pludselige brud med hendes eks-forlovede, den nordirske golfspiller Rory McIlroy, været fyldt med gode resultater for Caroline Wozniacki. Hun leverede et mere end godkendt Wimbledon, og i juli kom den første turneringssejr i næsten et år, da hun strøg til tops i WTA-turneringen i Istanbul.

Caroline Wozniacki er seedet som nummer 10 i turneringen i New York, hvor hun historisk set gør det godt. I 2009 spillede danskeren sig helt frem til finalen, som dog blev tabt til belgiske Kim Clijsters.