Skal 2014 bliver året, hvor det endelig lykkes Caroline Wozniacki at vinde en grand slam-turnering? Så skal hun formentlig først overvinde Serena Williams, men det kan vise sig at være det helt rigtige tidspunkt, at danskeren møder den atletiske amerikaner.

Efter suverænt spil i de seneste kamp ligner Wozniacki i den grad en sandsynlig finaledeltager, inden hun skal møde kineseren Peng Shuai i semifinalen. Men i finalen er den mest sandsynlige modstander Serena Williams, der har vundet US Open de to seneste år, og danskerens amerikanske hjerteveninde, som trøstede hende oven på bruddet fra golfstjernen Rory McIlroy, er en modstander, som de færreste formår at besejre.

Således har Wozniacki i ni forsøg kun besejret Williams en enkelt gang. Det skete tilbage i 2012, hvor Wozniacki ved en WTA-turnering i Miami slog Williams 6-4, 6-4. De seneste to gange, hvor de to veninder har stået på hver sin side af nettet, har danskeren dog tvunget Williams ud i tre sæt, inden amerikaneren smilende har sagt tak for kampen og tilføjet en ny sejr til sin imponerende statistik.

Men måske er der håb for Wozniacki denne gang, hvis de to mødes i US Open-finalen. Der ser nemlig ud til at være en åbning i Serena Williams' panser. Således røg hun sammen med sin søster Venus ud af damedoublen, da de blev besejret af russerne Ekaterina Makarova og Elena Vesnina, som vandt med cifrene 7-6, 6-4. Undervejs måtte Serena Williams behandles på grund af ankelsmerter. Således måtte hun tage en 'medical time-out' for at få sin højre ankel tapet op, inden hun kunne fortsætte matchen, som varede en time og 48 minutter.

- Det er ikke noget at bekymre sig om, bare en ny gang tape, sagde hun til en WTA-official efter kampen, hvor hun og søsteren valgte ikke at stille op til pressemødet.

Inden Serena Williams bliver klar til en mulig finale mod Wozniacki, skal hun dog først igennem både en kvartfinale og en semifinale. I kvartfinalen møder hun natten til torsdag dansk tid italienske Flavia Penetta, og hvis Williams vinder dette opgør, venter vinderen af matchen mellem Ekaterina Makarova og Victoria Azarenka i semifinalen. Det bliver interessant at se, om ankelskaden på nogen måde kommer til at påvirke den 32-årige Williams, når hun møder Penetta.