»Jeg var meget svag. Jeg spiste ikke noget, men tanken om ikke at gå på banen, var ikke en mulighed.«

Sådan lyder ordene fra italieneren Matteo Berrettini til Sky Sports Italia, efter han var tæt på at kollapse i kampen mod Andy Murray ved første runde ved Miami Open.

Berrettini er lige kommet tilbage fra en længere skadespause, og derfor mente italieneren selv, at det at give op ikke var en mulighed.

Det var på trods af et voldsomt ubehag, som ramte Berrettini i løbet af kampen.

Foto: Geoff Burke/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

»På trods af dette, spillede jeg en god kamp. Jeg må sige, at efter så mange måneders pause, ville jeg ikke have tænkt på at nå bunden ved den første turnering tilbage - og så stadig spille så godt her,« siger Matteo Berrettini til Sky Sports Italia.

27-årige Berrettini var tilbage på banen i amerikanske Phoenix 13. marts. Inden da, havde han ikke spillet en kamp siden US Open i slutningen af august sidste år på grund af en skade. 

Fraværet på mere end et halvt år var altså årsagen til, at Matteo Berrettini nægtede at give op, fordi han ville bevise, at han kunne gennemføre kampen. Han endte dog med at tabe opgøret til den rutinerede brite med cifrede 6-4, 3-6, 4-6, som varede to timer og 47 minutter.

Det er ikke første gang ved ATP-1000-turneringen i år, at vi ser de her ubehagelige scener, hvor en spiller tydeligvis ikke har det særlig godt.

Foto: Geoff Burke/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ved en kvalifikationskamp til hovedturneringen i Miami blev det til decideret kollaps, da franske Arthur Cazaux faldt til jorden.

Læs mere om den voldsomme episode HER.