Serena Williams har i denne sæson været helt ustyrlig og vundet alt, hvad hun har været i nærheden af. Eller - næsten alt.

I september stod hun nemlig over for muligheden for at vinde alle fire Grand Slam-turneringer i samme kalenderår. De første tre var sikkert i hus - blot US Open manglede. Men i semifinalen snublede hun mod 32-årige Roberta Vinci, og drømmen brast.

Det har fået Serena Williams til at aflyse resten af sin kalender for i år. Det går ud over China Open samt sæsonfinalen i Singapore. Ifølge amerikanerens træner skyldes det, at nederlaget til Vinci ramte hende hårdt.

»Ethvert nederlag er hårdt for hende, men det her var usædvanligt hårdt, så det tager bare tid at komme over,« lyder det fra Patrick Mouratouglou.

Serena Williams selv skyder dog skylden på skaderne.

»Det er ingen hemmelighed, at jeg har spillet med skader det meste af året - hvadenten det var min albue, mit knæ, eller i de sidste øjeblikke af en vis kamp i Flushing (US Open, red.), mit hjerte,« udtaler Williams.

Med sæsonstoppet går hun også glip af muligheden for at støde ind i sin gode veninde, danske Caroline Wozniacki, under China Open.