Caroline Wozniacki er ude af WTA-turneringen Miami Open i Florida. Mandag aften dansk tid tabte hun for syvende gang i træk til Venus Williams fra USA.

Ottendedelsfinalen blev altså endestationen for Caroline Wozniacki, der for første gang i turneringen løb ind i en af de bedste tennisspillere i verden.

Med cifrene 3-6, 6-7 (1-7) tabte Caroline Wozniacki til den 34-årige amerikaner, og dermed fører Williams nu med 7-0 i indbyrdes opgør mod Wozniacki.

I første sæt fik Wozniacki slet ikke sit spil til at fungere. Der var for mange fejl og for få vindere, og selvom Venus Williams heller ikke spillede sin bedste kamp på WTA-touren, var det mere end rigeligt til at slå Wozniacki i kampens første halvdel.

Wozniacki kom bedre med i andet sæt. Tog styringen lidt mere. Samtidig dykkede Williams lidt i niveau, og Wozniacki havde to gange muligheden for at serve sættet hjem ved stillingen 5-4 og 6-5, men Williams hang i og tvang kampen ud i en tiebreak.

Her fik Wozniacki ikke nogen som helst chance. Williams kom hurtigt foran med 5-0, og det var for meget at hente for den 24-årige dansker.

Venus Williams møder vinderen af kampen mellem Agnieszka Radwanska og Carla Suarez Navarro i kvartfinalen.