24-årige Caroline Wozniacki stopper med at spille tennis, når det ikke er sjovt mere. Kroppen er slidt, siger hun i et interview til Ekstra Bladet.

Da hun stadig dannede par med golfspilleren Rory McIlroy, gjorde hun det klart, at hun gerne vil være ung mor, hvilket kunne betyde et karrierestop i en ung alder. Siden fulgte det overraskende brud og aflysningen af brylluppet d. 8. november, men tanken om at stoppe tenniskarrieren inden for et par år er stadig intakt.

- Det ved man jo aldrig. Men sådan er det også nu. Så længe jeg synes, det er sjovt, så spiller jeg. Når jeg ikke synes det længere, så stopper jeg. For det tager altså også hårdt på mig at skulle ud at spille eller træne hver dag, siger  Caroline Wozniacki til Ekstra Bladet.

Den danske tennisdronning er tilbage i tennistoppen efter en spillemæssig og kærlighedsmæssig krisetid, der kulminerede med førsterunde-nederlaget i French Open i foråret. Lørdag er hun med i puljen, når der trækkes lod til kvindernes sæsonfinale.

Særligt finalepladsen i US Open har gjort det klart for enhver, at Caroline Wozniacki er tilbage, hvor hun føler, hun hører til. Blandt verdens bedste tennisspillere. Men karrierens mange kampe og utallige timers træning har sat sine spor.

- Jeg vågner ikke nogen morgen, hvor det ikke gør ondt et eller andet sted. Det er jo ikke sådan, at jeg ikke kan gå, men nogle gange skal jeg da lige i gang, siger Caroline Wozniacki.