Novak Djokovic hylder sin træner Boris Becker forud for dennes uges forsøg på at forsvare sin titel ved Dubai Open. Serberen tilskriver Becker en stor del af sin egen succes og de fremskridt, han har gjort i løbet af de 14 måneder, de har arbejdet sammen.

Serbiske Djokovic er verdens suverænt bedste tennisspiller lige nu - på verdensranglisten er han næsten 4000 point foran Roger Federer på andenpladsen. Derudover har han i perioden med Becker som træner vundet to Grand Slam-titler samt spillet finale i Roland Garros.

Og ifølge Djokovic bør en en del af æren tilfalde hans træner gennem lidt over et år, tennislegenden Boris Becker, der har hjulpet ham til at vedholde et stabilt højt niveau.

»Nu er der gået lidt over et år, og jeg lærer hele tiden noget nyt fra ham, især psykisk, fordi han ved, hvordan det er at være i mine sko,« siger Djokovic til nyhedsbureauet AFP.

Både på og udenfor banen fungerer samarbejdet godt. Verdensetteren understreger, at læringskurven ikke er toppet, og at han ser et længere og endnu mere succesfuldt samarbejde fremover.

»Især i sidste halvdel af 2014 begyndte vi for alvor at forstå hinanden. Vi hverken diskuterede eller skændtes, og vi vil fortsat gerne opnå en masse, Boris og jeg. Vi føler, at det her kun er begyndelsen og har begge endnu højere forventninger til, hvad samarbejdet kan føre med sig,« fortsætter Djokovic sin lovprisning af træneren.

Privat har Becker hjulpet til med at forene Djokovics nye rolle som far og hans professionelle karriere. Becker blev selv far i nogenlunde samme alder, og ligesom Djokovic var det samtidig med, at karrieren var på sit højeste.

»Vi har talt meget om, hvordan det påvirker din tennis og din karriere, og hvordan man kan organisere sit liv således, at man holder begge ting kørende. Becker har hjulpet mig til at bruge det som en kilde til glæde, motivation og et incitament til at være endnu bedre på banen,« siger Djokovic om Beckers assistance uden for banen.

Djokovics første kamp i Dubai Open er imod russiske Mikhail Youzhny, der to gange tidligere har stået i turneringens finale.