For de fleste sportsfolk er pension lig med mindre indtjening, men for kinesiske Li Na vælter pengene stadig ind to og et halvt år efter tennisstjernens karrierestop.

Da Li Na i september 2014 offentliggjorde, at hun stoppede sin tenniskarriere, var det med en sørgelighed i hendes beslutning. Knæene kunne ikke længere holde til tennis på højeste niveau, og efter lang tids kamp for at genvinde tidligere tids styrke, måtte hun give op.

»Det tog mig adskillige smertefulde måneder at endelig komme til den beslutning, at mine kroniske skader aldrig vil lade blive den tennisspiller, jeg kan være,« skrev hun i et brev offentliggjort på sin Facebook-side.

Li Na er langt den største stjerne, Kina nogensinde har haft i tennisverdenen, så det var selvsagt et stort tab for landet såvel som sportsgrenen, der mistede sit måske største navn i Asien.

Men trods modgangen har Li Na tilsyneladende holdt godt gang i karrieren, der ikke længere drives frem på tennisbanen, men i stedet i det private erhvervsliv. For på trods af at Li Nas karriere er ovre, er hun fortsat et ekstremt stort navn i Kina, hvor hun har indgået aftaler med store virksomheder som Nike, Mercedes Benz og luksusurmageren Rolex, skriver CNN.

Aftalerne betyder ifølge hendes agent, Max Eisenbud, at hun i 2016 tjente mere end 20 millioner dollars - svarende til 140 millioner kroner. Det er en højere årsindtægt, end hun nåede i sin aktive karriere, hvor hun ifølge Forbes tjente 18 millioner dollars i 2014.

»Hun kommer fra et af de rigeste lande i verden,« siger Max Eisenbud til CNN og sammenligner hende med det amerikanske tennisikon Billie Jean King, der for alvor udbredte kvindetennis i sin mere end 20 år lange karriere:

»Jeg kalder hende altid for Kinas Billie Jean King, for hun er en ægte pionér.«