Caroline Wozniacki vender for fjerde gang på få år tilbage til sin far efter kortvarige forsøg på at finde vejen til en Grand Slam-sejr gennem nye trænere. Og det er tid til, at omverdenen må indse, at det er farmand, der fungerer bedst, mener hendes tidligere træner.

Der var Ricardo Sanchez, Thomas Johansson og Thomas Högstedt. Og så er velkendte Michael Mortensen også blevet testet af i Caroline Wozniackis forsøg på at finde den træner, der kan udvikle hendes spil, så hun i højere grad selv kan afgøre tenniskampe og indfri målet om en Grand Slam-sejr.

Men hver gang er det endt med en kortvarig prøve, der er endt med en tilbagevenden til konstellationen med hendes far, Piotr Wozniacki, som træner og strateg. Tirsdag meddeler Caroline Wozniacki i et interview med Politiken, at trygheden i relationen til hendes far får hende til igen at opgive at gennemføre en revolution af spillestilen, der kan tage så lang tid i tennis.

Michael Mortensen var ikke udskreget som en permanent løsning på forhånd. Men valget kalder på, at Piotr Wozniacki må trodse sine egne udtalelser om et definitivt stop, hvis han skal imødekomme datterens ønsker.

Fire års investering i udvikling kan ligne et tidsspilde, mens både Grand Slam-triumfer og senest også verdensranglistens top-10 er forduftet. Men for Caroline Wozniackis tidligere træner i Lyngby Christian Camradt er det bare tid til, at omverdenen forstår, hvad der er bedst for Danmarks bedste tennisspiller.

- Man må bare erkende, at det ikke har fungeret for Caroline og hendes team. Hvis det ikke fungerer for hende, så nytter det ikke noget at fortsætte. Fordi omverdenen vil gøre Caroline Wozniacki til en anden spiller, så er det ikke sikkert, at det er det rigtige for hende. Piotr Wozniacki gjorde hende til nummer ét i verden, siger Christian Camradt, der både har rejst med Piotr og Caroline Wozniacki og jævnligt trænet med dem, når de var i Danmark.

Christian Camradt mener, at Caroline Wozniackis forvirring omkring manglende resultater kan have skabt hendes søgen efter en ny træner mere end et egentlig behov, der udsprang fra hende selv.   

- Hun har forsøgt at finde en træner, der kunne udvikle hendes spil. Men jeg tror i høj grad, at det lige så meget har været udtryk for et pres udefra. Hvis hun hele tiden har hørt idéen det fra eksperter eller andre spillere, så kan det være svært at modstå, siger Christian Camradt.

Han mener, at tiden er kommet til at acceptere, at Caroline Wozniacki er den tennisspiller, hun er med den mentalitet og de defensive dyder, der kan nedbryde modstandere gennem hårdt arbejde fra baglinjen.   

- Jeg synes, at medier og eksperter har været alt for destruktive over for Caroline Wozniacki. Det kan godt være, at hun har oplevet et fald på verdensranglisten og selvfølgelig ikke leverer de resultater, hun forventer af sig selv. Men hun er altså stadig blandt de ti bedste spillere i min verden. Det er flot, lyder påmindelsen fra Christian Camradt, der i dag er træner i den københavnske tennisklub KFUM.

Caroline og Piotr Wozniacki gør i øjeblikket et ihærdigt forsøg på at vende tilbage til fortidens resultater i den prestigefyldte BNP Paribas-turnering i Indian Wells, Californien.