Caroline Wozniacki har før ligget nummer et på verdensranglisten, og det kan hun meget vel komme til igen på trods af lørdagens nederlag til Serena Williams. Det mener hendes tidligere træner Michael Mortensen i hvert fald.

WTA Finals i Singapore har været en succes for Caroline Wozniacki - også selvom hun måtte lide et bittert nederlag til Serena Williams i lørdagens semifinale. I det indledende gruppespil gik danskeren ubesejret videre, og dét sammenholdt med hendes flotte præstation mod Serena Williams får Michael Mortensen til at forudse en meget lys fremtid for den danske tennisspiller.

- Hun er en klart bedre tennisspiller i dag, end da hun lå nummer et, så jeg er sikker på, hun godt kan blive nummer et på verdensranglisten igen. Hun er i bedre form og generelt bare mere veltrænet, og så har hun flere våben i arsenalet, som hun er blevet mere fortrolig med. Efter hendes lidt svære personlige tid med bruddet med Rory McIlroy har hun fået sulten og gejsten tilbage, siger Michael Mortensen.

Med cifrene 6-2, 3-6, 6-7 måtte Caroline Wozniacki desværre takke af i sæsonens sidste turnering i Singapore, men når den store skuffelse først har lagt sig, så er Michael Mortensen overbevist om, hun finder frem til alt det gode fra kampen og bruger det i sin fremtdiige karriere.

- Caroline har virkelig fået sat sit fingeraftryk på WTA-touren. Det er en spiller, som kan vinde en grand slam, og de andre spillere får selvfølgelig også endnu større respekt for hende oven på sådan en præstation. Virkelig et statement fra Wozniackis side, siger Michael Mortensen.

Uden for banen tilbringer Caroline Wozniacki masser af tid med Serena Williams, der hører til blandt danskerens bedste veninder. Fredag aften gik de for eksempel sammen til en Mariah Carey-koncert, og efter kampen udtrykte især Serena Williams store følelser for sin yngre modstander.

Ifølge Michael Mortensen spillede Wozniacki sin bedste kamp i karrieren, og i den vurdering vægter ex-træneren også de psykologiske omstændigheder.

- Hun spiller mod verdens nummer et, som hun kun har vundet over en gang før, og samtidig var det jo ikke kun tennisspilleren, men også veninden Serena Williams. Det bliver ikke meget større for Caroline, og set i det lys var hendes præstation virkelig flot, siger han.

Tilbage 2010 og 2011 sluttede Caroline Wozniacki som nummer et på verdensranglisten. I skrivende stund ligger den 24-årige tennisdarling med tilnavnet 'Miss Sunshine' nummer otte på verdensranglisten.